Lyt til artiklen:

Formand på Djursland: Naturnationalpark vil slå bunden ud af vores nationalpark

00:00
Hastighed: ???x
02:32

Hans Gæmelke, formand for Djursland Landboforening, sendte i efteråret 2021 et åbent brev til Miljøminister Lea Wermelin, hvor han understregede, at Djursland Landboforening ikke kunne bakke op om udpegningen af en Naturnationalpark i Syddjurs Kommune. Nu har han fået et brev retur fra Miljøministeren, og hendes svar får ikke formanden til at skifte holdning, skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

- En Naturnationalpark vil stadig slå bunden ud af vores Nationalpark Mols Bjerge, mener Hans Gæmelke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøministeren havde annonceret, at den endelige udpegning af op til ti Naturnationalparker på statens arealer ville ske inden årsskiftet. Det er midlertidigt blevet udskudt, og Miljøministeriet forventer, at der kommer en endelig afgørelse i løbet af foråret 2022.

Et af de områder, der er i spil, er ved Mols Bjerge og Kaløskovene i Syddjurs Kommune, og begge områder er beliggende i Nationalpark Mols Bjerge.

- Lea Wermelin skriver, at naturnationalparkerne vil adskille sig fra de eksisterende nationalparker, som hun mener har et bredere sigte. Naturnationalparkerne skal have natur og biodiversitet som hovedhensyn, og hun mener sagtens, at de to ting kan forenes. Det er jeg ganske enkelt ikke enig i. Nu er det bare sådan, at de statslige arealer udgør en stor del af Nationalpark Mols Bjerges kerne. Hvis I vælger at tage de arealer ud af vores nationalpark for at omdanne arealerne til en Naturnationalpark, så mister Nationalpark Mols Bjerge ganske enkelt sin berettigelse, og det vil underminere forudsætningerne for at have en nationalpark på Djursland, understreger formanden.

Opbakning fra lodsejere

Djursland Landboforening og områdets landmænd har de sidste 10 år bakket op om Nationalpark Mols Bjerge, og nationalparkens bestyrelse har fra starten ønsket lokalbefolkningens, herunder lodsejernes opbakning, så de også kunne tage ejerskab og få et tilhørsforhold til parken. Det mener formanden nu, at Miljøministeren sætter over styr.

- Der arbejdes konstant med målrettede forbedringer af naturen i Nationalpark Mols Bjerge, og bestyrelsen i nationalparken, kommunen og de frivillige kræfter bag er opsatte på at udvikle Nationalpark Mols Bjerge. Vi siger ikke nej-tak til biodiversitet og vild natur. Det har vi allerede i vores nationalpark. Vi siger bare nej tak til en Naturnationalpark, siger formanden.