Med stigende effekt under motorhjelmene på traktorerne til de hårde trækopgaver og dermed en stigning i vægten for at overføre effekten til jorden, kan det være nærliggende at tænke over montering af tvillinghjul på traktoren.

Tvillinghjul monteres ikke længere blot på så-traktoren for at reducere marktrykket, men i høj grad også på traktoren foran kærreploven og dybdeharven for at sikre så stor en trædeflade som muligt og dermed maksimal overførsel af effekten til jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De store traktorer med op til 500-600 hestekræfter har nogle helt enorme vrid og ryk i materialet, og man skal derfor være opmærksom, når man monterer tvillinghjul på de store traktorer.

Det er nærliggende at montere så mange tvillinghjulslåse som muligt for at være sikker på, at det holder i marken. Men ifølge Bohnenkamp, som netop er specialister i salg af tvillinghjul og låse, så påpeger de, at man faktisk kan spare på låsene og i stedet gå op i styrke på de enkelte låse.

Rundt om på de danske maskinstationer og bedrifter er det hovedsageligt øjemøtrikker og krogbolte, der benyttes, men hos Bohnenkamp påpeger man, at der er store fordele i kalotmøtrikker og kuglespindel i stedet.

- Danske Starco producerer Plus-systemet, som består af en kalotmøtrik på fælgen og en kuglespindel, fortæller Alen Zilic, der er salgskonsulent hos tyske Bohnenkamp, som sælger systemet i Danmark.

rich-media-2
Danske Starco producerer Plus-systemet, som består af en kalotmøtrik på fælgen og en kuglespindel. Foto: Bohnenkamp,

Samme lås til alle hjulløsninger

Han fortæller, at man med systemet har flere fordele. Kuglespindlerne kan klikkes i kalotmøtrikkerne og spændes efterfølgende, hvilket betyder, at der ikke skal tilpasses en gevindstang i præcis den længde, som passer til den enkelte traktor og tvillinghjul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betyder også, at samme låsearm kan benyttes til flere forskellige hjulløsninger, hvor afstands-ringen på fælgene ikke nødvendigvis er den samme, og hver enkelt lås dermed ikke skal skræddersys til den enkelte traktor.

rich-media-4
Samme låsearm kan benyttes til flere forskellige hjulløsninger, da gevind-stangen ikke skal tilpasses hvert enkelt fælg. Foto: Bohnenkamp.

Reducer låsene

Alen Zilic påpeger også, at Starco-låsene kan leveres i en HD-udgave, som er 30 procent kraftigere end standard-løsningen, og dermed kan man reducere det samlede antal låse til at holde tvillinghjulene fast.

- Fra 300 hestekræfter og opefter anbefaler vi HD-armene, og de er så stærke, at man kan reducere antallet af låsearme i hvert tvillinghjul.

- Normalvis spændes tvillinghjulene fast med seks låse, men det er faktisk muligt at nøjes med tre af HD-typen. Det betyder, at det både er billigere i anskaffelse og hurtigere ved montering, påpeger han.

rich-media-5
Der kan reduceres i antal af låsearme, når der benyttes HD-typen. Arkivfoto: Morten Damsgaard.