Lørdag den 15. juni er der MidtWest Farmshow i Skive for 14. gang. Det er en begivenhed, der omfatter et stort dyrskue, børnedyrskue, erhvervsudstilling, et stort legeland for børnene og masser af underholdning.

Det er her, man kan se egnens flotteste kreaturer og heste udstillet. Det er her, børnene har lejlighed til at fremvise deres kæledyr eller bedste legetøj. Og det er her, egnens erhvervsudstillere kan fremvise deres produkter og få en god snak med nuværende og måske kommende kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilmelding online

Tilmeldingen af dyr til skuet er i gang, og der er mulighed for at udstille både kreaturer, heste, får og geder. Der er bestemte frister, der skal overholdes. Frister og sundhedsregler kan ses på www.farmshow.dk, hvor tilmelding også finder sted.

Farmshows hjemmeside er blevet opdateret med et nyt betalingsmodul, således at det nu er muligt at tilmelde sig til både dyreudstilling, erhvervsudstilling og børnedyrskue og betale online allerede ved tilmelding. Det vil gøre det administrative arbejde langt lettere.

Man kan selvfølgelig stadig kontakte farmshow-udvalget direkte på telefon eller mail, hvis man har konkrete spørgsmål eller ønsker i forbindelse med sin tilmelding.

Kendte fra tv

Det er lykkedes at få Lene Beier til MidtWest Farmshow. Lene Beier er bl.a. kendt fra TV-programmet ?Landmand søger kærlighed?, og hun vil dagen igennem deltage i forskellige aktiviteter på farmshow.

Niels Kjær Sørensen, som har medvirket i samme program kommer også og vil spille m.m. om eftermiddagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kæpheste og kagekonkurrence

Derudover arbejdes der på en kæphestekonkurrence for børn. Der vil senere komme nærmere detaljer om, hvad konkurrencen går ud på samt om tilmelding. Men allerede nu kan børnene godt begynde at finde kæphesten frem eller støve den af, eller måske skal der fremstilles en ny.

Alle med lyst til bagning kan deltage i en kagekonkurrence. Også her vil de nærmere detaljer komme senere, men der bliver kategorier for både voksne og børn.

Børnenes dag

Traditionen tro afholdes der også Børnenes Dag om fredagen forud for dyrskuet. Denne dag er for skoleklasser, børneinstitutioner og dagplejere. Her kan de opleve klappedyr, høre om dyrene, deltage i forskellige aktiviteter, høre om og smage på ristede insekter og meget andet. Begge dage vil der være et stort legeland og masser af børneaktiviteter.

MidtWest Farmshow arrangeres af en gruppe af personer, der brænder for arrangementet. Alle børneaktiviteter arrangeres af 4 H-klubberne i Skive og Viborg.