Dyrskuesæsonen rammer for alvor i de kommende dage, hvor der afholdes dyrskue i Odense, Horsens, Løgstør, Skive og Thisted.

Østjyske Dyrskue

Den 12. - 13. juni afholdes det østjyske dyrskue på dyrskuepladsen i Horsens. Det er det 145. dyrskue i rækken. Arrangørerne melder om flot opbakning fra udstillerne, og forventer at udstillingspladsen bliver helt fyldt. Dette års dyreudstilling omfatter i år 65 heste, 110 malkekøer, 133 stykker kødkvæg og 35 får.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fredag den 12. kl. 14 står der Folketingsvalg på programmet - de lokale landboforeninger har arrangeret et godt gammeldags vælgermøde med repræsentanter fra de politiske partier.

Dyrskuet har i år særligt fokus på familieaktiviteter, der rammer bredt, og som også har interesse for bybefolkningen. Lørdag den 13. afholdes der børnedyrskue, hvor alle under 22 år kan deltage med deres kæledyr.

Fynske Dyrskue

Det fynske dyrskue i Odense slår dørene op den 12. - 14. juni, og her kommer hestene i fokus. Dyrskuet sætter nemlig "hesterekord" med 320 tilmeldte heste, hvilket er det højeste antal i fem år. Men programmet byder også på koncert med Anne Gadegaard og muligheder for at møde de nyeste X-factor stjerner.

Dyreudstillingen kan blandt andet præsentere en danmarkspremiere, når den australske kødkvægsrace Murray Grey for første gang udstilles i Danmark.

Dyrskuet byder også på kulinariske oplevelser med Fødevaremarkedet. På dyrskuerestauranten Smagen af Fyn kan nydes fynske råvare og specialiteter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Se billedegalleri fra dyrskuet i Odense HER

Dyrskue i Løgstør

I Løgstør afholdes der dyrskue lørdag den 13. juni. Her står der blandt andet dyreudstilling, maskinudstilling og børnedyrskue på programmet. Der er også mulighed for at opleve gymnastikopvisning, man kan se et får blive klippet, og endelig er der også udstilling med veterantraktorer.

MidtWest Farmshow

I Skive hedder dyrskuet MidtWest Farmshow, og bliver afviklet lørdag den 13. juni. Det er i år 10. gang at der afholdes Farmshow i Skive, og arrangørerne melder om god opbakning fra både maskinudstillere og dyreudstillere.

Farmshow byder også i år på forskellig underholdning i dagens løb. 4H arrangerer et stort børneområde med børnedyrskue og masser af børneaktiviteter. Smeden kommer, således at der bliver mulighed for at smede forskellige redskaber i en gammeldags smedje. Lørdag eftermiddag kommer Skovhuggerne fra Rold og laver et forrygende skovhuggershow med motorsave og økser. Endelig er der også det traditionelle havetraktortræk.

Dyrskue i Thisted

I Thisted afvikles der også dyrskue lørdag den 13. juni. Dyrskue i Thisted afholdes af LandboThy og Mors-Thy Familielandbrug på dyrskuepladsen i Thisted. I år tæller dyreudstillingen i alt 177 stykker kvæg, og også i Thisted kan man præstere en danmarkspremiere på kvægudstillingen. For første gang udstilles nemlig en malkeko af racen Fleckvieh.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hesteudstillingen omfatter samme antal som sidste år med 11 Dansk Varmblod og en Haflinger. Niveauet tegner lige så flot som sidste år, hvor hele fem Dansk Varmblods hopper blev udtaget til deltagelse på Eliteskuet på Vilhelmsborg, heraf tre med 24 point. Også i år sættes der stort fokus på det grønne område med naturpleje og jagt. Her er steges vildtkød på grill og uddeles smagsprøver. Dagen igennem er der aktiviteter og underholdning på hele pladsen, og programmet afsluttes med et hesteshow ved Svankjær Efterskole og til sidst "Katrinelund", Mors, som kommer med deres flotte heste af racen Dansk Varmblod.