En komité er i gang med at undersøge, om minken skal på en liste over invasive arter, som skal udryddes i EU.

EUs sortliste er måske et begreb, som kan holde de danske minkavlere vågne om natten. Det skyldes, at Portugal har ønsket, at den nordamerikanske mink, som blandt andet avles i Danmark, skal placeres på sortlisten som en invasiv art, som ikke må indføres eller avles i EU, og som landene skal gøre en aktiv indsats for at udrydde. Det skriver altinget.dk.

En videnskabelig komité skal den 9. november mødes i Bruxelles for at vurdere minkens skæbne, men allerede nu har miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sat embedsværket i gang med at bekæmpe forslaget.

- Danmark har en stor produktion af mink til eksport, og erhvervet bidrager med tusinder af arbejdspladser i Danmark. Derfor ser jeg meget alvorligt på, at der er kommet en anmodning fra Portugal om at sætte den amerikanske mink på listen over invasive arter i EU. Jeg har også arbejdet intensivt for, at vi giver alle oplysninger om minkens betydning for dansk økonomi til EU, så de kan få bedre forståelse for, hvor stor betydning minkavl har for dansk økonomi, og det arbejde fortsætter naturligvis, skriver ministeren i en mail til Altinget.

Ifølge Altinget giver EUs regler for bekæmpelse af invasive arter mulighed for at arter, der er af særlig økonomisk betydning, går fri af forbud, selvom de er problematiske. Derfor håber den danske regering, at den kan overbevise EU-Kommissionen og de øvrige EU-lande om at holde minken væk fra EUs sortliste, selv hvis den videnskabelige komité kommer frem til, at et forbud ville være gavnligt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce