Torsdag eftermiddag begyndte forhandlingerne om naturpakken for alvor.

De blå partier, som lagde stemmer til at vedtage landbrugspakken er i gang med at forhandle indholdet af naturpakken på plads, og flere forskellige miljøfremmende tiltag har været nævnt i den sammenhæng.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For hver kvadratmeter landbrugsjord, der fjernes fra landbrugsdriften, fjerner man samtidig en bid af grundlaget for den danske velfærd.

Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug

Men formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, minder de involverede partier om, at en stor del af den danske velfærd bygger på, at landbruget har gode vilkår.

- Der kan være mange positive takter i en naturpakke, men politikerne skal være opmærksom på, at for hver kvadratmeter landbrugsjord, der fjernes fra landbrugsdriften, fjerner man samtidig en bid af grundlaget for den danske velfærd. Derfor er det væsentligt at arbejde for, at naturens muligheder ikke indskrænker landbrugsarealerne, skriver formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen i Bæredygtigt Landbrugs ugentlige medlemsbrev.