Efter et hasteindkaldt møde mellem EU's landbrugs- og fødevareministre mandag den 8. september blev det besluttet at vedtage en særlig hjælpepakke på 500 millioner euro til de europæiske landmænd, der igennem længere tid har oplevet voldsom økonomisk modvind.

Og nu er Kommissionen så nået frem til, hvordan de mange millioner skal fordeles mellem medlemslandene. Ifølge fordelingsforslaget skal de danske landmænd have 11,1 millioner euro, hvilket svarer til godt 83 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke overraskende er det store landbrugslande som Frankrig og Tyskland, der får flest EU-millioner, nemlig henholdsvis 62,9 millioner euro og 69,2 millioner euro, mens et land som Malta kan se frem til at modtage 0,1 millioner euro.

Fordeling

Ifølge pressemeddelelsen fra EU er hovedparten af pengene - cirka 80 procent - blevet fordelt i forhold til sidste års mælkeproduktion, og de sidste 20 procent er blevet fordelt alt efter hvor Kommissionen har vurderet at behovet har været størst.