En fremtid i marken lokker fortsat mange unge i uddannelsesvalget.

I alt er 247 nye elever klar til at begynde på grundforløbet på JU Århus, hvor de unge kan ende som landmænd, gartnere, dyrepassere og anlægsgartnere. Den store årgang er godt nyt for både erhvervslivet og uddannelsessektoren, mener skolens direktør, Claus Christensen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi synes selvfølgelig, det er rigtig dejligt at få så mange nye elever ind på skolen, men vi er ikke de eneste, der kan juble over den store interesse for de grønne fag. Med næsten 250 nye gartnere, landmænd, dyrepassere og anlægsgartnere på vej, er der rigtig mange virksomheder, der kan se frem til kvalificeret arbejdskraft også i de kommende år, siger Claus Christensen.

Færdig med fordommen

- Samtidig synes jeg, vores mange nye studerende sender et rigtig stærkt signal, der gør op med fordommen om, at erhvervsuddannelserne er andenrangs. Det glæder mig personligt, men det må også smitte positivt af på uddannelsernes image, når 250 unge igen i år trodser strømmen og vælger med hjertet, siger Claus Christensen.

De nye elever på JU Århus fordeler sig med 75 på Grundforløb 1 (elever, der kommer direkte fra niende eller tiende klasse) og 172 på Grundforløb 2 (elever, der har afsluttet folkeskolen for mere end et år siden).