Da der i foråret blev lavet en hjælpepakke til det danske landbrug, skete det på baggrund af et tal fra Seges, som viste, at 1700 danske landbrug var i så svære økonomiske vanskeligheder, at virksomheden var truet af konkurs.

Nu lyder det dog fra Jesper Lyhne, der er direktør i Landbruget Finansieringsbank, at det tal er alt for lavt. Faktisk er dobbelt så mange landmænd truet af konkurs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De 1.700 landmænd er i underkanten. Vi er nok tættere på, at det er en tredjedel af landmændene, som har vanskeligt ved at servicere deres gæld. Altså 3.500, der har samme problem som Grækenland med, at de ikke kan få indtægter og udgifter til at hænge sammen og ikke umiddelbart kan låne mere, siger han til Berlingske.

Det oprindelige tal på 1700 konkurstruede landbrug stammer som bekendt fra Seges, og erhvervsøkonomisk chef fra Seges, Klaus Kaiser, forklarer til Berlingske, at deres tal stammer fra en beregning, der tager højde for, at eksempelvis svine- og mælkepriserne kan stige igen. Hvis priserne ikke stiger igen, anerkender erhvervsøkonomisk chef fra Seges, Klaus Kaiser, overfor Berlingske, at tallet fra Landbrugets Finansieringsbank kan holde vand.

Det vil altså sige, at hvis priserne ikke stiger, er op imod hvert tredje landbrug truet af konkurs.