Du kommer i marken med din helt nye traktor med autostyring, og efter traktoren ruller din nye trailersprøjte med ISO-BUS styring over traktorens terminal. Nu skulle traktor og sprøjte kunne snakke sammen og lave sektionsafblænding i kiler og lignende økonomiske fordele ved den nye teknologi - men til din skræk finder du nu ud af, at det ikke virker - sprøjte og traktor snakker ikke samme sprog.

Problemet kan desværre hurtigt opstå mange steder, når maskinerne rykker i marken med et nyindkøbt system, og med forhåbning om store fordele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor er det vigtigt at være opmærksom på det, når der investeres i autostyring til traktoren, fortæller Claus Bjerre, sælger i GPS og Præcision hos Datalogisk, som blandt andet sælger AG Leader.

To forskellige sprog

For at forstå betydningen af autostyringens Task Control, skal man se på traktor og redskab som én enhed.

- De funktioner, som traktoren kan styre redskabet med over en foragerautomatik, vil også være muligt uden Task Control. Det betyder blandt andet, at hvis eksempelvis en rækkerenser skal løftes sektionsvis i hver side, ved kilekørsel, er det intet problem uden Task Control, men hvis der skal løftes enkelte rækker af radrenseren, kræver det en Task Control-enhed, forklarer Claus Bjerre.

- Dette samme gør sig gældende ved eksempelvis såopgaver, hvor en Task Control gør det muligt for traktoren at stoppe såmaskinen et antal meter før markens kant, så forager kan sås til sidst uden overlap.

- Og det gælder faktisk ikke kun ved såmaskiner med elektronisk udsåning, da AgLeader har mulighed for at indsætte et dobbelt tandhjul i forbindelse med kæde og såhjul og på den måde stoppe såningen elektronisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Claus Bjerre understreger derfor, at man skal sikre sig ved køb af autostyring, at det nyindkøbte system eventuelt kan opgraders til at indeholde Task Control.

- Der skelnes mellem to forskellige sprog mellem traktor og redskab, og hvis redskabet kører uden ISO-BUS, så er det NMEA-signaler, som traktor og redskaber snakker sammen med. Det fungerer ved, at autostyringen sender et NMEA signal ud til redskabscomputeren, som skal være GPS forberedt for at modtage signalet.

Computer-opdatering

Lars Grønlund fra Case IH fortæller, at det kræver en oplåsning af computerskærmen, som den lokale maskinforretning kan foretage, og han bekræfter, at det er nødvendigt med denne oplåsning, hvis man ønsker sektionskontrol med sit autostyringsanlæg.

- Dog tilbyder Case IH en anden mulighed til eksempelvis sektionskontrol, fortæller Lars Grønlund.

- Systemet hedder AccuControl, som er Trimbles løsning til redskaber med manuel aflukning. Det betyder eksempelvis en styring af ventiler på sprøjter, som ikke snakker i ISO-BUS sprog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars Grønlund fortæller, at der ingen tvivl er om, at fremtiden ligger i ISO-BUS sproget, som hovedsprog mellem traktorer og redskaber.

- Blot inden for det seneste år er det gået rigtig stærkt med udviklingen af ISO-BUS teknologien, og udviklingen fortsætter med høj fart, understreger han.