Thy Traktor & Maskinservice skal forhandle alle tre SDF-traktormærker, der markedsføres i Danmark: Deutz-Fahr, Same og Lamborghini.

- Vi vil koncentrere os om Deutz-Fahr i salgsarbejdet, men er rigtigt glade for at kunne tilbyde kunder med Same og Lamborghini reservedele og service, siger indehaver og stifter Kurt Bliksted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kurt Bliksted er både glad og stolt over at være blevet Deutz-Fahr forhandler. Glad fordi forhandlingen giver ham og hans team mulighed for at udbygge forretningen endnu mere. Stolt fordi forhandlingen af Deutz-Fahr markerer et trin i forretningens udvikling.

- Uden at rose os selv alt for meget, så ser jeg forhandlingen som et bevis på, at vi gennem de seneste 10 år har udviklet forretningen så meget, at vi nu rykker op i branchens hierarki.

Han understreger dog, at ønsker en af de mærkeloyale kunder en ny Same eller Lamborghini, så er det absolut også en mulighed.

Hos HCP Danmark A/S, der distribuerer SDF-traktorerne i Danmark, er man glade for samarbejdet.

- Thy Traktor & Maskinservice har udviklet sig utroligt meget de seneste år. Det er en ambitiøs, serviceminded forhandler, så vi forventer os meget af samarbejdet, siger marketingchef Johnny Hansen, HCP Nordic.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er også glad for, at de kunder, der mistede deres faste serviceleverandør med konkursen hos Aarup Maskinforretning, nu har nem adgang til lokal service igen.

- Med Thy Traktor & Maskinservice får vi en samarbejdspartner, der har samme holdning til after sales service som os. Vi har et fuldt udrustet klargøringsværksted, servicespecialister og et komplet reservedelslager i Krogager ved Grindsted, og Kurt har et team af dedikerede servicefolk, så kunderne kan føle sig trygge. De kan få serviceret deres traktor lokalt og kompetent.

Moderne faciliteter

Thy Traktor & Maskinservice råder over moderne bygningsfaciliteter, der blandt andet indeholder en butik i to afsnit, reservedelslager og et fuldt udbygget maskinværksted med traverskran osv.

Det daglige arbejde varetages af Kurt, hans hustru Mona og et team på seks servicemedarbejdere, der ud over værkstedsfaciliteterne på Hjardalvej 4 mellem Thisted og Sjørring råder over tre fuldt udrustede servicebiler.

Med Deutz-Fahr får forretningen mulighed for at sælge en bred vifte af modeller i utroligt mange udstyrsvarianter. De nyeste Deutz-Serier 5, 6 og 7 har vakt berettiget opsigt med spektakulært, potent design, brændstoføkonomiske motorer og moderne teknologi. De fås lige nu med op til 273 hk med trinløs transmission og til efteråret kommer endnu en model - Serie 9 - med helt op til 340 hk.