Blandt de projekter, som har fået støtte af Videncenter for Dyrevelfærd, er et computerspil, hvor formålet er at lære nyuddannede landmænd mere om, hvad de skal gøre, hvis dyrevelfærden halter.

- Vi skal løfte dyrevelfærden i staldene. Her er jeg sikker på, at undervisningen på landbrugsskolernes spiller en vigtig rolle. At vi i undervisningen om dyrevelfærd kan tilbyde et sjovt og lærerigt computerspil, er jeg sikker på, at de kommende landmænd vil blive glade for, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er afsat 3 millioner kroner til projekterne heraf 410.000 kroner til udvikling af et koncept for et computerspil, der baserer sig på virtuelle og interaktive besætningsbesøg.

Et andet af de nye projekter skal kortlægge, hvordan dyrevelfærd indgår i undervisningen på landbrugsskolerne. Formålet med projektet er at skabe en bedre overensstemmelse mellem landbrugets praksis og samfundets forventninger til dyrevelfærden.

- På Svinetopmødet i torsdags blev landbruget, dyreværnsorganisationerne og jeg enige om, at dyrevelfærden i svinestaldene skal have et markant løft. Derfor er jeg rigtig glad for det her projekt, fordi det kan hjælpe dyrevelfærden på rette vej, siger Dan Jørgensen.