I april blev planerne om smågriseandelsejerskab hos Danish Crown første gang luftet, og nu har slagterigigantens repræsentantskab så vedtaget modellen. Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Den ny ejerskabsform træder i kraft 1. juli.
- Smågriseandelsejerskabet skaber det forpligtende samarbejde, der skal til for at binde den danske værdikæde sammen hele vejen fra smågris til slagteri. Dermed får alle parter den stabilitet i afsætning og afhentning, som gør, at vi kan optimere den danske værdikæde til glæde for alle parter. Det er første resultat af arbejdet i vedtægtsudvalget, som skal modernisere vores selskab, og måden vi er ejere på, siger bestyrelsesformand Asger Krogsgaard.

