Landmand beskriver dansk landbrugs selvbedrag i ny bog

I en nyligt udkommet bog "Enighed gør svag" med undertitlen "Den danske landbrugsfortælling til tælling" gør forfatteren Hans Jacob Petersen op med det, han næsten beskriver som dansk landbrugs selvovervurdering og overdrevne tro på, at vi er de bedste, og at vores måde at drive landbrug på er bedre end alle andre måder i hele verden.

Hans Jacob Petersen gør i bogen op med mange af landbrugets institutioner og han er kritisk for, hvordan landbruget og dets andelsvirksomheder har udviklet sig.

Han har selv været svineproducent på slægtens proprietærgård ved Haderslev, og han var på et tidspunkt i 1990'erne ifølge bogen blandt Danmarks 50 største svineproducenter. Han har desuden i årenes løb været engageret i bestyrelsesarbejde i nogle af landbrugets organisationer og virksomheder.

Den kritik, han rejser i sin bog, bygger på erfaringer og analyser, som allerede tog sin begyndelse i 1984, da han var inviteret til at holde et foredrag i Tyskland for unge tyske landmænd om sin bedrift og dansk landbrug.

Dét foredrag blev et vendepunkt for ham i hans selvopfattelse og i hans opfattelse af dansk landbrugs udvikling.

Tro på fælles fortælling

"Mit foredrag for Bad Segeberg-områdets unge bønder blev en game changer for min selvforståelse som dansk landmand. Jeg havde, som søn på en stor proprietærgård, præget af en bastant landbrugsfortælling, taget dansk landbrugs globale førerstilling ret kritikløst ind. Med landbrugets stærke fællesskab, dets kooperative kæmpevirksomheder, dets selvsupplerende og selvstyrede uddannelsessystem. Måske byggesten, der gennem et århundrede forud kan have gjort dansk landbrug til en succeshistorie, men som faktisk nu var forbi sidste salgsdato. Den centralisme, topstyring og kollektive systemtænkning, der havde skabt dansk landbrugs udvikling og selvbillede, blev efterhånden en blokering for nye, klart nødvendige veje."

Sådan skriver Hans Jacob Petersen blandt andet i bogen om sit eget udgangspunkt forud for mødet med de unge tyske landmænd.

Skæbne i andres hænder

Foruden en kraftig gældsfinansiering af dansk landbrug, som blandt andet hænger sammen med den særlige danske arvebeskatning, var de tyske landmænd helt uforstående over den strenge leveringspligt til de danske andelsselskaber.

"Når jeg fortsatte med at beskrive, at der var streng leveringspligt i Danmark til de altdominerende andelsselskaber, bredte der sig yderligere vantro på rækkerne. Ville danske landmænd virkelig afgive deres frihed til at finde den bedste aftager? Til at sondere markedet? Skulle de låse sig fast til en afsætning og prissætning, som landmanden overhovedet ikke kunne gennemskue og forudse?"

Hans Jacob Petersen fortæller videre i bogen, at de tyske landmænd slet ikke forstod, at man kan afgive sin økonomiske skæbne til en forsamling kolleger.

"Til en valgt landmandsledelse af et andelsselskab, som kunne have totalt anderledes billeder af virkeligheden end én selv."

Hans Jacob Petersen blev således mødt med en reaktion, der grundlagde hans egen skepsis, selv om han mange år endnu kom til at følge denne særlige danske model i sit eget virke som landmand.

Som socialisme

Han Jacob Petersen sammenligner i bogen landbrugets andelsselskaber med socialistiske staters planøkonomi:

"Socialister, Karl Marx og andelsfundamentalister har altid set på kapitalister, aktionærer og børser, som var de onde, udbyttende og destruktive kræfter. Men der er indlysende grunde til, at aktieselskabsformen har overlevet kommunisme, socialisme og nu, i utallige former, står stærkere end nogensinde. I et andelsselskab er det reelt umuligt at se, om selskabet og leverandørerne tjener penge. Andelsselskabet udbetaler den pris for råvarerne, som selskabet beslutter, at det kan. Men ingen kan afgøre, om det er nok..."

Ifølge hans Jacob Petersen har en blind tro på andelstanken været stærkt medvirkende til en forfejlet udvikling i landbruget.

Som kædebreve

Hans Jacob Petersen kalder landbrugets udvikling en strukturmassakre. Og andelsselskabernes fusionsføljeton sammenligner han med en slags kædebreve, hvor de sidste i kæden ender med sorteper, fordi der ikke længere er andre andelsselskaber til at redde de store, nødlidende selskaber:

"Andelsselskaberne bygger grundlæggende på et kædebrevsprincip. Den værdi, der var i de gårde, der stod bag andelsselskaberne, og som var opbygget fælles i andelsselskaberne, blev, som et stabilt kædebrev, sendt videre fra slægtled til slægtled. Fra far til søn. Gårdene var nogenlunde stabile i størrelse og sammensætning, ejerne homogene og fra samme "stamme".

Andelsselskaberne og ejergårdene var bygget på konformitet, forudsigelighed og kontinuitet.

Men tiderne skifter, og kontinuiteten er afgået ved døden."

Ifølge hans Jacob Petersens analyse er der i realiteten ikke flere andelsselskaber, der kan redde andre nødlidende andelsselskaber. Kædebrevet kan ikke længere holdes i live:

"Det kæmpestore Danish Crown er ude i tovene, økonomisk og leverandørmæssigt. Hovedkvarteret i Randers ville helt sikkert have givet alverdens fineste skinker for, at man da bare havde haft et kollega-andelsslagteri at ringe til. Så de sammen med gode, ligesindede kolleger kunne fremtrylle fusionsgevinster, stordriftsfordele og nye lukrative markeder. Men andelsslagterikæden er slut, og kædebrevet leveret videre for sidste gang. Der er ingen at ringe til", skriver han.

Ekkokammerskoler

Men hvorfor har dansk landbrug fulgt ekspansions- og fusionsvejen?

Han Jacob Petersen mener, at det skyldes flere forhold, blandt andet landbrugsuddannelserne, som ikke er en del af det øvrige uddannelsessystem.

Han kalder de danske landbrugsskoler for ekkokammerskoler, fordi højskoleagtige traditioner i for høj grad holdes i hævd og fordi skolerne styres af gamle elever, der kæmper med ildhu for at bevare de gamle systemer og dermed fastholde dansk landbrug i status quo.