Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fra landbrugsrådgiver i banken til bankrådgiver i landbruget
Der er næppe ret mange, der har set flere landbrug og tilhørende regnskaber end Niels Hahne. I 41 år har han været ansat i bankverdenen med landbrug som sit speciale.
Men siden en dag i januar 2022 har han været på vej ud af bankverdenen og mere på vej ind i landbruget.
- Jeg fik den tossede ide, at jeg ville stoppe i banken. Det gik jeg med det samme ind og sagde til chefen. Jeg er en fri sjæl og vil gerne bestemme alting selv, siger Niels Hahne, der på det tidspunkt var leder af erhvervsafdelingen i Nørre Nebel Sparekasse i en pressemeddelelse.
Siden er han blevet ansat ved Sagro med titlen virksomhedsrådgiver, hvor han blandt andet rådgiver i forbindelse med generationsskifte eller omlægning fra animalsk produktion til planteavl.
- Jeg er ham med de irriterende pengeinstitut-briller på, men dem er der jo nogen, der skal bære. Lidt firkantet kan man sige, at jeg giver kunderne et overblik over deres muligheder og frihedsgrad i forskellige scenarier, siger Niels Hahne.
Vokset op på landet
Han er vokset op på et lille familielandbrug med 20 køer, 120 grise og kartofler på markerne,
- Så jeg har haft jord under neglene fra barnsben. Og i mit arbejdsliv i bankverdenen har jeg arbejdet med landbrug i det, der var det gamle Ringkøbing og Ribe Amt, så jeg er temmelig godt hjemme i de fleste grene af landbruget, siger Niels Hahne.
Han er stadig i gang med at trappe ned i banken og er i dag ansat halvanden dag om ugen, og nu har han cirka samme antal timer ved Sagro som virksomhedsrådgiver.
- Ligesom jeg vurderer kundernes frihedsgrad, er det også min egen frihed, der er afgørende for mit arbejdsliv, og den har jeg her hos Sagro, siger Niels Hahne.
Det er afdelingsleder i økonomi og strategi, Søren Strebel, der har ansat Niels Hahne som timelønnet medarbejder.
- Man skal aldrig lade en god mand gå forbi, især ikke når han kommer med en rygsæk fyldt op med så megen viden og erfaring om landbrug og økonomi, så det var oplagt at lave en aftale, siger han.





