Abonnementsartikel

Igennem de senere år har HedeDanmark outsourcet mange arbejdsopgaver til maskinstationer og entreprenører. Men det er vigtigt, at maskinførerne tænker i "HedeDanmark-baner".

For HedeDanmarks skovdivision er der masser af fornuft i at lade maskinstationer og entreprenører klare de store maskinelle opgaver, ikke mindst her efter sidste års stormfald. Men sådan har det ikke altid været. Outsourcingen tog i det midt- og vestjyske område først for alvor fart for fire år siden.

- Ja, det var i marts 2010, at man i HedeDanmark besluttede, at nu ville man ikke længere have så mange penge bundet i maskiner. Det har været en økonomisk fordel, siger maskinskovfoged i HedeDanmarks midt- og vestjyske distrikt, Ole Møller Sørensen, der også henviser til, at man med outsourcingen af arbejdet også slap for at tænke på den omfattende vedligeholdelse af maskinerne, hvilket ellers kunne være en stor post på mange af HedeDanmarks skovmaskiner, som ofte udsættes for en hård belastning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men årsagen var først og fremmest den store kapitalbinding, så i 2010 gik vi fra at have 18 maskiner her i området til vores nuværende maskinpark, som består af tre fældemaskiner, siger Ole Møller Sørensen, der suppleres af sin kollega, regionschef Torben Hjøllund Mortensen:

- Vi har et godt samarbejde med en række maskinstationer og entreprenører om blandt andet vejvedligeholdelse, anlæg af containerpladser, opklipning langs veje i skovene og meget andet. Ligeledes har vores kollegaer i Landskabsdivisionen samarbejde med maskinstationer, siger Torben Hjøllund Mortensen.

"Skovmaskinstationer"

Samarbejdet med entreprenørerne er så omfattende, at der i skovdivisionens midt- og vestjyske område er tre entreprenører, som arbejder næsten udelukkende for HedeDanmark, og som følgelig har indrettet maskinparken derefter, så de nærmest kan betragtes som "skovmaskinstationer". Og de har travlt for tiden med at rydde op efter sidste års skovfald. Dertil kommer diverse ad hoc opgaver, hvor en kreds af maskinstationer kommer ind i billedet. Det sker, hvis en skovfoged skal have løst en opgave ude i geografien - så kontakter han den maskinstation, som han har gode erfaringer med, til den pågældende opgave.

- Vi har efterhånden kontakt til en hel del, som både er dygtige, og som udfører arbejdet til den rigtige pris, siger Ole Møller Sørensen.

Dygtige entreprenører

Også på landsplan har udviklingen hos HedeDanmark bevæget sig i retning af outsourcing, og det har divisionsdirektør Steen Vincens Riber et ganske godt overblik over:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, efterhånden som den tekniske udvikling i højere grad blev overtaget af de store maskinproducenter, begyndte vi i HedeDanmark at outsource maskindriften til entreprenører. Mange maskiner er blevet standardvarer, og vi kunne konstatere, at der var entreprenører, som var dygtigere end os til at holde omkostningerne nede og produktionen høj. Mange af de entreprenører, der startede, var tidligere ansatte maskinførere i HedeDanmark, og det typiske var, at vi lavede faste aftaler, hvor vi kunne garantere dem arbejde, forklarer Steen Vincens Riber.

Denne outsourcing startede på skovningsområdet, og siden fulgte arbejdet med knusere og jordbearbejdning, og som det sidste har HedeDanmarks skovdivision sat fart i outsourcingen af flisproduktion.

Værdi-kriterie

- Vores outsourcing har haft fokus på at tilbyde skovejerne løsningerne billigere og konkurrencedygtigt, men samtidig vil vi gerne medvirke til udviklingen fremadrettet, og derfor har vi meget tætte samarbejder med de fleste af de entreprenører, vi outsourcer opgaver til, siger Steen Vincens Riber, der understreger, at kriteriet ved udvælgelse af entreprenører eller samarbejdspartnere på maskinområdet ikke er laveste pris.

- Men derimod ud fra "største værdiskabelse", og det betyder blandt andet, at det er vigtigt for os med langsigtede samarbejder. Dermed mindsker vi tidsforbrug og omkostninger til at lære hinanden at kende, ligesom det er en kæmpefordel, når vores entreprenører kender vores skove, skovejerenes præferencer og vores administrative systemer. Desuden er det vigtigt, at de værdier som entreprenøren og dennes medarbejdere har, stemmer overens med HedeDanmarks værdier om faglighed, værdiskabelse og nytænkning, siger divisionsdirektøren.

Vigtig troværdighed

- Vi bruger gerne tid sammen med entreprenøren og dennes medarbejdere i uddannelse omkring faglighed, så vi er sikre på, at de har den viden, vi forudsætter, når de skal træffe beslutninger på vores vegne i skoven. Når vi tynder i skoven, har det meget stor betydning, hvordan det gøres rent fagligt, og det har i bevoksningens levetid meget stor økonomisk betydning, om man fælder de "rigtige" træer. Entreprenøren kan sagtens optimere på sine egne vegne på den enkelte opgave ved at fælde, så det passer bedst i hans betalingsform, og det ser vi desværre en del eksempler på, specielt på flisområdet, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vores opgave overfor vores skovejere at sørge for, at de entreprenører, vi bruger, ikke gør dette, og derfor er kulturen, troværdigheden og det langsigtede samarbejde meget væsentligt for os, siger Steen Vincens Riber.