Miljøminister Ida Auken (SF) afviser over for Jens Joel (S), at lovgivningen om randzoner er et af de største problemer for vækst i fødevaresektoren.

Påstanden stammer fra Venstres Erling Bonnesen, og Jens Joel havde bedt om ministerens kommentar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ida Auken henviser til en analyse fra 2012, hvor Fødevareøkonomisk Institut konkluderer, at høje lønninger og stor gæld er de primære forhold, som hæmmer erhvervets konkurrenceevne:

- Ifølge analysen har danske landmænd således gennemsnitligt, på tværs af plante-, malkekvægs- og svinebedrifter, en lavere økonomisk efficiens som følge af højere løn- og kapitalomkostninger end andre EU-lande, som vi konkurrerer med. Randzonerne er en af de mest omkostningseffektive metoder, vi har til at sikre et rent vandmiljø, oplyser Ida Auuken blandt andet.

Rigtig meget miljø

Miljøministeren er af den opfattelse, at "vi får rigtig meget miljø for pengene, fordi en randzone er meget effektiv til at begrænse udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet":

- Samtidig giver randzonerne en betydelig effekt på fosforudvaskningen, ny sammenhængende natur, og fordi de fungerer som bufferzoner mellem marker og vandløb, hjælper de med til at reducere skadevirkningerne af brugen af pesticider. Sidst, men ikke mindst, er randzoner en positiv gevinst for klimaet, fordi de bidrager til kulstofbindingen i jorden. Desuden er det muligt at søge om støtte til randzoner. En opgørelse fra november 2013 fra Fødevareministeriet viser, at 19.500 landmænd har søgt om støtte for i alt 62 millioner kroner, slutter Ida Auken.