Fødevareminister Dan Jørgensen (S) stak i weekenden hovedet i løkken, da han åbent kritiserede forholdene i de danske svinestalde, men han understreger samtidig over for Maskinbladet.dk, at han forventer at kunne løse problemerne i en dialog med landbrugets organisationer:

- Formanden for Landbrug & Fødevarer hævder, at jeg er i gang med at "løbe en åben dør ind", og det kan jeg ikke tolke anderledes, end de problemer, jeg påpeger, er problemer som erhvervet også selv mener, at vi skal adressere. Jeg har helt konkret indkaldt til en drøftelse mellem landbruget, andre interessenter, og jeg selv for at finde ud af, hvordan vi kan gøre tingene på en måde, så vi får bedre dyrevelfærd samtidig med, at vi forbedrer erhvervets konkurrenceevne, siger Dan Jørgensen til Maskinbladet.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vækker følelser

Han mener ikke, at det nødvendigvis bliver økonomisk omkostningsfuldt at finde en løsning på problemerne omkring at kastrere og halekupere pattegrise uden bedøvelse:

- Det er selvfølgelig noget, som vækker mange følelser i folk, og det giver landbruget et dårligt image. Samtidig er det meget mandskabskrævende. Kan vi i stedet finde en løsning, hvor man undgår risikoen for at blive udelukket fra eksportmarkederne på grund af ornelugt og samtidig undgå at kastrere, vil det alt andet lige være lige så meget i landbrugets interesse, måske endda allermest i landbrugets interesse. Det skal vi tage fat på i fællesskab, siger fødevareministeren.

Dyretransport

Fødevareministeren er overbevist om, at landmændene er "lige så optaget af at gøre det godt for dyrene, som alle andre":

- Derfor ser jeg ikke landbruget som en modstander. Tvært imod ser jeg landbruget som en samarbejdspartner. Jeg håber, at vi kan blive enige, men er der nogen, som påstår, at der slet ikke er noget problem, er vi uenige om, hvordan vi skal gøre tingene. Jeg synes, at de signaler, jeg har fået fra landbruget, har været positive, og at man anerkender, at der er nogle problemer, vi skal gøre noget ved, siger Dan Jørgensen, der fortsat også holder øje med transporten af slagtedyr over store afstande.

Det er et emne, han ikke mindst var stærkt optaget af som EU-parlamentariker:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den måde dyretransporter foregår på, er stadig et stort problem i Europa. Det skal der gøres noget ved, men det er ikke noget, vi kan vedtage i Folketinget: Det skal ordnes i EU-regi, og nu har jeg fået en ny position, hvor jeg kan forfølge den sag i ministerrådet, slutter fødevareministeren.

Hør interview med Dan Jørgensen her.