Fagforbundet 3F indleder en blokade mod vikarbureauet AndreasAgro, der som omtalt torsdag har betalt helt ned til 12 kroner i løn til flere østeuropæere ansat hos danske virksomheder.

- Der er tale om ekstremt ringe vilkår, som er fuldstændig urimelige. Vi er nødt til at handle og forsøge at stoppe den her grove udnyttelse af mennesker samt ødelæggelse af arbejdsmarkedet i Danmark, siger faglig sekretær hos 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening Flemming Grønsund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

0 kroner i skat

Udover den ringe løn har AndreasAgro betalt rejsegodtgørelser, der var højere end selve lønnen. På den måde har de ansatte sluppet for at betale A-skat og kun betalt meget lidt i arbejdsmarkedsbidrag.

For eksempel betalte seks personer ansat som ærteplukkere samlet 0 kroner i A-skat og kun 2.238 kroner i arbejdmarkedsbidrag ud af en samlet løn på 28.003 kroner.

Ejeren af AndreasAgro, Andreas Kauders, siger om sin virksomheds lønninger.- Hvis jeg sætter prisen op, så går folk bare over til konkurrenterne. Vi er jo ikke de eneste, som tilbyder udenlandsk arbejdskraft til landbruget. Man kan ikke sætte prisen op på et marked, hvor der er mange udbydere, for så får man ikke solgt noget. Det er den simple markedsøkonomiske tilgang til det.