Regeringens forslag om at tilbagerulle stramningerne på landbrugspraktikantordningen fra 2014 er yderst positivt, mener L&F.

- Praktikantordningen giver os mulighed for at fremvise et højteknologisk og moderne landbrug over for potentiel, kommende arbejdskraft. Det er der brug for, hvis vi også fremover skal kunne tiltrække den bedste arbejdskraft i verden, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at landmanden i dag har mulighed for at få udenlandske landbrugspraktikanter, kræves der tilladelse til at have danske landbrugselever. Der stilles altså de samme krav til en uddannelsesansvarlig, som skal være faglært eller have mindst fem års erfaring inden for området.

- Ligesom danske landbrugselever tager ud i verden for at få erfaring, inspiration og nye ideer til mere effektive samt klima- og miljøvenlige produktionsmetoder, bidrager danske landmænd til at uddanne unge landmænd fra andre lande, siger Martin Merrild og fortsætter:

- Vi kan ikke se, hvorfor kravene til landbrugspraktikanter skal være strammere end kravene til andre udenlandske praktikanter inden for eksempel sundhedsområdet.

Mangler praktikanter

I dag har alle danske landbrugselever en uddannelsesaftale, så der er mangel på elever og praktikanter i landbruget. De udenlandske praktikanter fortrænger derfor ikke danske landbrugselever, forklarer L&F.

Udenlandske landbrugspraktikanter har væsentligt forskellige forhold sammenlignet med andre praktikantordninger. Som de eneste skal praktikanterne have bestået en sprogtest, være maksimalt 30 år og har kun en opholdstilladelse i Danmark 12 måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de fleste andre praktikantordninger kan praktikanter også tage praktik i Danmark i forlængelse af afsluttet uddannelse, denne mulighed har landbrugspraktikanter ikke.

Løn- og ansættelsesvilkår for udenlandske praktikanter er de samme som for danske landbrugspraktikanter, og vilkårene er fastlagt af arbejdsmarkedets parter.