En af nyhederne på Great Plains stand er kun ny, fordi det er første gang, den vises i Europa.

Det er en 16-rækket Yield Pro Majssåmaskine, som Great Plains normalt kun sælger på det amerikanske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den fås med op til 32 rækker, men er endnu ikke tilpasset det europæiske marked, som blandt andet forudsætter en transportbredde på maksimalt tre meter. Den amerikanske version har en transportbredde på 4,10 meter.

Det har dog ifølge Jim Thygesen, der er Great Plains ansvarlig for det danske og det tyske marked, ikke afholdt en tysk landmand fra at ville købe en, fordi han vurderer, at han godt kan få den transporteret fra mark til mark.

Under transport bliver den i øvrigt meget lang, fordi så-aggregaterne foldes fremad og trækket samtidig forlænges hydraulisk.

Alligevel har Jim Thygesen oplevet en betydelig interesse.

- Det kan jeg konstatere, fordi jeg spørger samtlige, jeg taler med her på messen, om de kan forestille sig den i Europa, hvis den kan leveres med tre meter transportbredde. Og det svarer 80 procent bekræftende til, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selv om såmaskinen virker stor, så kræver den ikke overvældende trækkraft.

- Du kommer langt med 150 hestekræfter siger Jim Thygesen om den 16-rækkede model, der står på Agritechnica-standen. Og han tilføjer, at topmodellen med 32 rækker kun kræver mellem 200 og 250 hestekræfter.

Great Plains har også en ny, europæisk majssåmaskine, som testes i 2014 og bliver klar til markedet fra 2015. Det er den, der vil blive markedsført i Europa, og den vil siden blive udførligt beskrevet i Maskinbladet.

- Men hvis nogen ønsker det, så kan den amerikanske version bestilles, siger Jim Thygesen.