Et bredt program og adskillige tekniske fordele kendetegner den serie af JF Feedere, som producenten stillede op med på Agritechnica. De tilbydes i fire grundvarianter og i fire størrelser - 16 i alt.

JF Feederne er baseret på tre vertikale blandesnegle med en kapacitet fra 21 til 28 kubikmeter. En af de store styrker ved tre blandesnegle er ifølge JF, at der skabes to procesområder i blandekaret, hvor knivene fra to snegle mødes. Herved opnås en effektiv oprivning og sønderdeling af langt materiale, rundballer og bigballer med mere. Med 15 knive som standard og mulighed for op til 36 knive, kan processen tilpasses den enkelte bedrifts behov - både for dem der ønsker en strukturrig blanding samt til bedrifter, der ønsker at fremstille kompakt fuldfoder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kompakt og smidig

Med en bredde på 224 centimeter og en højde på 259 centimeter for eksempelvis modellen VM 21-3 SB kommer blanderen ind i stort set alle stalde, ligesom man fra traktorsædet har et bedre overblik langs siden af blanderen.

Afgørende for en stor læssekapacitet og hermed mindre tidsforbrug er den lave læssehøjde (259 centimeter for 21 kubikmeter og 305 centimeter for 26 kubikmeter versionen størrelsen med tandem), idet der ikke spildes tid på at hæve frontlæsseren helt op - eller for teleskoplæssere, at skubbe teleskoplæsserens arm ud.

Serien tilbydes med en, to eller tre sideluger per side for aflæsning. Aflæsning med tre luger muliggør en høj fremkørselshastighed, der både nedsætter slid på traktorens kobling og hæver udfodringskapaciteten.

Feeder-modellerne med tværbånd (SB) har en stor frontluge, der har en 120 centimeter bred åbning ud til tværbåndet, hvilket anbefales til strukturrige foderblandinger.

Robust

En kraftig tandem med fire fjedre, hvorpå der er monteret aksler med store nav og store bremser, sikrer stor styrke, stor bremseevne og muliggør anvendelsen af lastbilhjul som reservehjul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med seks vejeceller mellem chassis og kar understøttes karret optimalt og giver stabile vejeinformationer. Trådløst vejesystem er standard. Hoveddisplayet sidder på læsseren, hvilket muliggør læsning fra alle sider.

Alle fuldfoderblandere fra JF leveres med 15 millimeter tykke sneglevindinger produceret i stålkvalitet S500, det vil sige finkornstål med ekstra god slidstyrke i forhold til markedsstandarden, hvor S355 er den dominerende. Karsiderne er produceret af stålkvalitet S650.

For ekstrem anvendelse på store kvægbrug, hvor der blandes mange gange i døgnet, tilbyder JF karsideindlæg af rustfrit stål.

VM 3 S serien tilbydes i forskellige lugemodeller, modeller med tværbånd samt kombinationen tværbånd og halmblæser for halmstrø.