Nyheden har været længe undervejs. New Holland har i flere år arbejdet med alternative brændstoffer, og på Agritechnica i Hannover var New Holland klar til at vise en "arbejdende prototype" på en traktor, der drives af methangas.

Nyheden er bare én del af New Hollands såkaldte Clean Energy Leader program, hvor det overordnede mål er, at yde hjælp til landmænd for at opnå energi-uafhængighed, forøgelse af produktiviteten samt forbedring af landbrugets bæredygtighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og her kommer New Hollands arbejdsprototype, en T6.140 methandrevet traktor ind i billedet. Ifølge New Holland er prototypen et vigtigt skridt i retning mod at opnå New Hollands mål, som er energi-uafhængig landbrugsvirksomhed. Gastraktoren er taget i brug på gården La Bellotta uden for Torino i Italien.

Methangassen dannes af biomasse, og den produceres i biogasanlægget på gården. New Holland T6.140 Methane Power har alle de funktioner, der findes på en standard-traktor. Den er udstyret med en firecylindret, treliters motor produceret af FPT Industrial og har en effekt på 135 hestekræfter og et drejningsmoment på 620 Nm.

Flere miljøfordele

Den komprimerede methan opbevares i ni tanke. Kapaciteten på 50 kg er nok til cirka en halv dags uafhængig, normal drift, og en ekstra 15 liters brændstoftank fungerer som backup, hvis behovet opstår. Disse tanke er integreret i traktorens design, og traktoren har samme udsyn og frihøjde som standard-modellerne.

Drivkraft med methan giver flere miljøfordele, herunder 80 procent lavere emission i forhold til en standard dieselmotor.

Traktorens trevejs-katalysator sikrer i sig selv overholdelse af Tier 4B, og der er ikke behov for yderligere efterbehandlingssystemer. Når der anvendes bio-methan, er maskinens CO2-udledning i realiteten nul, og der kan ifølge New Holland opnås omkostningsbesparelser på mellem 25 og 40 procent sammenlignet med traditionelt brændstof.