Både 2013 og 2014 tegner til at blive år med stor spredning i indtjeningen for de forskellige driftsgrene i dansk landbrug.  Mælkeproducenterne kan forvente en stor fremgang fra et lavt niveau. Pelsdyravlerne fastholder særdeles gode resultater, mens svine- og planteproducenter må notere moderate resultater. Det forudser den nye indkomstprognose fra Videncentret for Landbrug.

En gennemsnitlig heltidsbedrift forventes at opnå et driftsresultat på cirka 700.000 kroner i år. Næste år forventes driftsresultatet at blive omkring 650.000 kroner. Dette er før aflønning af ejerens arbejde og før forrentning af den kapital, der er investeret i bedriften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prognosen forudser, at mælkeproducenterne opnår en stor forbedring i 2013 og 2014. Et forventet resultat på over 600.000 kroner to år i træk er det bedste resultat for mælkeproducenter nogensinde, målt i løbende priser.

Stor spredning

Svine- og planteproducenterne står generelt set for en moderat indtjening, mens pelsdyravlerne præsterer et særdeles højt driftsresultat omkring tre millioner kroner. Ses der bort fra pelsdyr, ventes driftsresultatet for et gennemsnitligt heltidsbrug i både 2013 og 2014 at blive på cirka 350.000 kroner. Der er dog meget stor spredning i resultaterne landmændene imellem.

- Umiddelbart virker indtjeningen høj i landbruget, men det er værd at bemærke, at pelsdyr alene står for cirka halvdelen af resultatet. Samtidig er EU-støtten på vej ned, og vi har forholdsvis høje produktpriser og rekordlave renter, som ikke varer ved, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug.

Gælden på et gennemsnitligt heltidsbrug udgør cirka 21 millioner kroner i 2013. Det svarer til en gæld for samtlige heltidsbrug på i alt cirka 230 milliarder kroner i 2013.

- Gældsbelastningen i landbruget er betragtelig. Gældsbyrden kan endda blive tungere, for inden for få år er der udsigt til højere renter, og afdragsfriheden udløber for en stor del af landmændene. Der er derfor behov for en kontinuerlig høj indtjening over en årrække for at få gældsbyrden i landbruget bragt ned, vurderer Klaus Kaiser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skabe luft i økonomien

Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild glæder sig over de pæne resultater i 2012 og de gode udsigter for 2013 og 2014. Han understreger samtidig, at indtjeningen skal forbedres de kommende år, for at den investerede kapital bliver ordentligt forrentet og erhvervets gæld kan nedbringes.

- Vi skal skabe en bedre bundlinje for at afdrage på gælden og dermed skabe den luft i økonomien, der skal til, for at landmændene kan investere og udvikle. Det kræver at vi i landbruget forbedrer vores produktivitet, men i særdeleshed, at der rettes op på de forringelser af vores konkurrenceevne, som har fundet sted i flere år. Uden markante politiske forbedringer af erhvervets rammevilkår, kan vi ikke udnytte landbrugets fulde potentiale de kommende år, siger han.