DLF's frøavlere har med slutafregningen for høst 2019 i juni termin haft en indtjening på 13.800 kroner pr. ha og et DB1 på 9.700 kroner pr. ha, skriver DLF i en pressemeddelelse.

Dermed placerer frøhøsten 2019 sig indtjeningsmæssigt pænt i rækken af høstår, hvor dækningsbidraget i frø har været omkring 10.000 kroner pr. ha.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På trods af usikre markedsforhold og nedlukninger på nogle af de vigtige markeder har afsætningen holdt et godt niveau. I forhold til acontoudbetalingerne i december er restudbetalingen til DLF's avlere toppet med knap 30 millioner kroner.

Internationale handelsrestriktioner og corona-nedlukninger midt i højsæsonen har været store usikkerhedsfaktorer i sæsonen, der har krævet en stor omstillingsparathed og fleksibilitet i hele forsyningskæden. På trods af disse svære odds er afsætningen af frø overordnet set forløbet tilfredsstillende i sæsonen 2019/20.

2019-høsten i Danmark blev vellykket med et udbytteindeks i gennemsnit for alle arter på 107 set i forhold til et femårs gennemsnit, skriver DLF i pressemeddelelsen.

Den største art, alm. rajgræs, leverede et indeks på 111, og andre store arter som strandsvingel og engrapgræs leverede også høje udbytter, mens rødsvingel og især hvidkløver lå under gennemsnitsniveauet. Mængdemæssigt satte den danske frøhøst i 2019 rekord.

- Vi glæder os over, at vi i 2019 fik den største høst i DLFs historie. Rent afsætningsmæssigt har sæsonen været udfordret, men alt i alt har vi haft et pænt salg i de fleste markeder, siger Anders Mondrup, avlsdirektør i DLF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor kan vi kunnet finalafregne avlerne med i gennemsnit 13.800 kroner pr. ha. Det giver avlerne en indtjening i frø, der er på samme høje niveau som de senere år.