Asbjørn Børsting, 57 år, træder ud af DLG’s direktion og øvrige ledelse for at blive tilknyttet DLG’s tyske datterselskab HaGe, hvor Asbjørn Børsting fortsat vil være formand for bestyrelsen.

- Min beslutning ligger i naturlig forlængelse af det generationsskifte, som vi påbegyndte sidste år, da Kristian Hundebøll og jeg blev ligestillede koncernchefer. Jeg ser frem til at fordybe mig i forretningerne i Tyskland, som jeg har været engageret i men længe har haft et ønske om at involvere mig mere i. Derudover får jeg også mulighed for at fokusere mere på forskning og udvikling, som jeg altid har brændt for, siger Asbjørn Børsting.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De seneste 20 år har Asbjørn Børsting været koncernchef i DLG. Han har taget initiativ til koncernens strategiske valg om internationalisering og har påbegyndt koncernens rejse mod udenlandske markeder. 

En drivkraft

Netop det tyske marked har sikret DLG eksplosiv vækst de seneste år, og med en forventning om at runde 30 milliarder i omsætning i 2013 alene fra Tyskland er der store forventninger til dette marked i fremtiden. 

- Vi er glade for, at vi ikke slipper Asbjørn helt, men fortsat kan gøre brug af hans store faglige viden og stærke engagement. Asbjørn har været drivkraften bag DLG’s udvikling fra at være et dansk grovvareselskab til at være en af Danmarks største virksomheder med stor international bredde, siger Niels Dengsø Jensen, formand for DLG. 

Asbjørn Børsting vil fortsat varetage DLG´s interesser i DI, ligesom han vil fortsætte som formand for DLG´s datterselskab Sejet Planteforædling og for det nystartede samarbejde Crop Innovation Denmark (CID). 

Kristian Hundebøll overtager nu roret alene som koncernchef i DLG, efter at den sideordnede koncernchef Asbjørn Børsting har valgt at stoppe. Kristian Hundebøll vil fremover køre parløb med vicekoncernchef og CFO Lars Sørensen.