Lyt til artiklen:

Ny mand i spidsen for DLGs danske forretning

00:00
Hastighed: ???x
03:26

Bøje Kjær er et kendt ansigt i DLG-koncernen, hvor han i dag er vicekoncerndirektør for Supply Chain og dermed har ansvaret for produktion og logistik. Han får nu titel af koncerndirektør og indtræder samtidig i DLGs koncernledelse, Executive Committee, det skriver DLG i en pressemeddelelse.

Den daglige ledelse af den danske forretning overtager Bøje Kjær fra Group COO Jesper Pagh, der fremover vil dedikere mere tid til strategiske opgaver på koncernniveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I takt med at vi implementerer vores strategi og styrker samarbejdet på tværs af koncernen er det naturligt, at jeg fokuserer endnu mere på det. Derfor er jeg er glad for, at Bøje Kjær har takket ja til at påtage sig denne nye opgave, og jeg overlader trygt den danske forretning i hans hænder. Bøje har et indgående kendskab til vores forretning samt til vores ejere og den verden, de agerer i, siger Jesper Pagh, og fortsætter:

- Gennem de seneste år har han vist flotte resultater indenfor produktion og logistik, og han besidder betydelig kommerciel erfaring. Det giver ham et stærkt udgangspunkt for at drive den fortsatte udvikling af DLG i Danmark, og jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde.

Der iværksættes en proces for at finde en ny leder af DLGs Supply Chain, som forventes at være på plads i begyndelsen af det nye år. Indtil da vil Bøje Kjær fortsat varetage det daglige ansvar for Supply Chain.

Fokus på at styrke DLGs position

Bøje Kjær har en HD i afsætningsøkonomi fra Syddansk Universitet og blev ansat i DLG-koncernen i 1994. Der havde han en række forskellige roller blandt andet som afdelingsdirektør, indtil han i 2002 skiftede landbrugsbranchen ud med vinduesbranchen og i en årrække arbejdede med indkøb og supply chain i Dovista.

I 2009 var han medstifter af en virksomhed, som han solgte videre i 2016 i forbindelse med, at han vendte tilbage til DLG-koncernen som direktør for vitamin- og mineralforretningen Vilofoss Danmark. Da DLG i 2020 implementerede en ny strategisk retning for den danske forretning, blev Bøje Kjær udnævnt til vicekoncerndirektør for Supply Chain.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sin nye rolle vil Bøje Kjærs fokus blandt andet være på at udvikle DLGs position som markedsleder i Danmark og sikre, at der leveres løsninger til kunderne, som kan bidrage til deres bæredygtige omstilling.

- Det er en spændende opgave, jeg har fået, og jeg går til den med seriøsitet og ydmyghed. Danmark er DLG's hjemmemarked, og det er vores fornemmeste opgave på effektiv vis at levere den bedste service, de bedste produkter og den højeste kvalitet til vores kunder og ejere hver dag. Vores position som markedsleder er noget vi skal gøre os fortjent til hver eneste dag, og det kræver, at vi hele tiden forbedrer os. Den udvikling ser jeg meget frem til at stå i spidsen for sammen med mine mange dygtige kollegaer i DLG, siger Bøje Kjær.

Bøje Kjær bor i Holstebro med sin hustru og to børn. Fritiden bruges blandt andet i sommerhuset og på sportslige aktiviteter, herunder cykling sammen med kolleger fra DLG.