Selv om Amazone, den tyske producent af landbrugsmaskiner, har hovedvægt på redskaber til jordbearbejdning, så har man endnu ikke haft plove på programmet. Men det ændres der på nu.

På fabrikken i Leipzig viste producenten i går for første gang den nye vendeplov, Amazone Cayron 200 frem for pressen. Udviklingen af den nye plov gik i gang i 2011, og nyheden skal lanceres officielt på Agritechnica 2013 i november i en både fem- og seksfuret version.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed indleder Amazone en ny offensiv, og på længere sigt indgår også en bugseret plov og en kærreplov i planerne.

- Vi har flere kunder, der har efterlyst en plov fra Amazone, og vi mener, at nyheden her opfylder de krav, som vores danske kunder stiller, siger salgs- og marketingchef Anders Clemmensen fra Brøns Maskinforretning, som er mærkets danske importør.

Under udviklingen af Amazone Cayron 200 er der ifølge producenten taget 19 nye patenter, og ambitionen har været at skabe en stabil, langtidsholdbar, præcist arbejdende og brugervenlig plov.

Med den nye vendeplov vender Amazone i Leipzig så at sige tilbage til rødderne. Det var netop i Leipzig, at Rudolph Sack i 1850'erne gik i gang med fabrikation af plove. Det blev siden til virksomheden BBG, som i 1998 blev overtaget af Amazone, som nu igen vil lade plove indgå i programmet.

Ifølge de første forsigtige meldinger kan de første eksemplarer dukke op i Danmark i 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere i næste udgave af Maskinbladet.