Begejstringen over EU's landbrugsreform er til at overse hos Danmarks Naturfredningsforening. Det skriver Ritzau.

Selv om reformen grundlæggende skal være mere miljøvenlig, hersker der stor ærgrelse i Danmarks Naturfredningsforening. Ifølge foreningen får den grønne del af EU's landbrugsreform nemlig ikke nogen nævneværdig betydning for Danmark, og det er skuffende, mener præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Barren er sat så lavt, at det ikke får den store betydning i Danmark. Så her skuffer reformen, da vi ikke fik fælles goder for fælles penge, som ellers var lovet. I stedet går skattekroner igen betingelsesløst til landbruget, siger Ella Maria Bisschop-Larsen i en pressemeddelelse.

Naturen er i elendig forfatning

Derfor må den danske natur se efter hjælp fra den danske stat, men heller ikke her er der lyse udsigter, mener Danmarks Naturfredningsforening.

- Der er ingen tvivl om, at landbruget og dele af Folketinget vil kæmpe hårdt for at undgå grønne tiltag i alle fald al den stund, at det har betydning for landbruget.

- De vil påberåbe sig konkurrenceforvridning og tab af arbejdspladser og eksport, da den grønne del af støtten ikke er fælles krav. Og her udelades det belejligt, at siden Danmark er så hårdt dyrket, så må vi også iagttage særlige foranstaltninger.

- Det kommer vi ikke uden om, for naturen er i en aldrig tidligere set elendig forfatning, og det skal løses dér, hvor problemerne er, siger Ella Maria Bisschop-Larsen ifølge Ritzau.