Som noget nyt holder Pon Equipment A/S, den danske forhandler af Caterpillars entreprenørmaskiner, åbent den første søndag i hver måned. Allerede efter forretningens første åbne søndag så det ud til at være en god idé. På helligdagen blev der solgt en brugt maskine, afgivet et tilbud og skabt flere gode kontakter.

   Vognmand Per Andersen fra Mårslet købte således en brugt Cat 924G på den første åbne søndag. Han havde været forbi tidligere på ugen og set, at der var søndagsåbent, hvilket var perfekt, da han har meget travlt i hverdagene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per Andersen har gennem længere tid kørt med Cat maskiner, hvorfor valget ikke var svært:

- Vi har netop solgt vores gamle Caterpillar 916, som har fungeret som "plads-ged" igennem flere år. At vi valgte en Caterpillar igen, er dels ud fra en kvalitetsmæssig betragtning og det faktum, at en Caterpillar er nemmere at komme af med, når man som i vores tilfælde står over for en udskiftning - også selvom at maskinen har en del år på bagen, siger Per Andersen.

Salgschefen for Pon Brugte Maskiner, Lars Andreasen, var rigtig positiv efter den første åbne søndag.

 - Det var glædeligt, at en del mennesker valgte at lægge vejen forbi Skejby og Brøndby. Vi ved også, at vores kunder har en hektisk hverdag, hvor det kan være svært at afsætte tid til at kigge på maskiner, og derfor tror vi på, at søndagen vil være et godt alternativt tidspunkt, siger Lars Andreasen, der tilføjer, at næste åbne søndag er 5. maj.