Det er en engageret kapsejler og medforfatter til en sejlerhåndbog med titlen "Vindermanual – Strategi og taktik", som fra april skal sikre afsætningen af svine- og oksekød hos Danish Crown-selskabet Friland.

Henrik Biilmann tiltræder som administrerende direktør for virksomheden den 2. april. Henrik Biilmann kommer fra en stilling som innovationsdirektør i Arla Foods, hvorfra han har 17 års erfaring med salg, markedsføring og udvikling af koncepter indenfor fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Herfra har han også kendskab til økologiske fødevarer, som nu bliver en større del af hans daglige virke, oplyser Danish Crown.

Værdier og vækst

Frilands nye direktør er 42 år og uddannet cand.merc. i afsætning.

- Vi har i ansættelsesudvalget haft mange velkvalificerede ansøgere at vælge imellem, så det har ikke været let. Med Henrik Biilmann føler jeg imidlertid, at vi har fundet den leder, som både kan videreføre Frilands værdier og samtidig bidrage til fremtidig vækst og fornyelse, siger Bjarne Møller, der er bestyrelsesformand for Friland.

Henrik Biilmann overtager jobbet som direktør efter Karsten Deibjerg Kristensen, der var med til at stifte Friland for over 20 år siden. Karsten Deibjerg Kristensen ønskede selv at forlade virksomheden.

Der var 53 ansøgere til jobbet som Friland-direktør.