Lyt til artiklen:

Hjertet brænder for landbruget hos ny direktør i Spiras

00:00
Hastighed: ???x
03:06

Det er en erfaren leder og med en betydelig passion for landbruget og fødevareklyngen, som sætter sig i stolen som ny administrerende direktør i Spiras, det skriver foreningen i en pressemeddelelse.

41-årige Lene Gade Hovmøller tiltræder med virkning fra 1. februar 2024 som øverste chef for de godt 300 medarbejdere i Spiras, som tidligere i år blev dannet på baggrund af fusionen mellem Kolding Herreds Landbrugsforening, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lene Hovmøller er oprindelig landmandsdatter - opvokset på Mors. Hun er bankuddannet - og avancerede i Jyske Bank til et lederjob i landbrugsafdelingen. I 2014 kom hun til Vækstfonden, hvor hun to år senere blev udnævnt til landbrugsdirektør.

Otte år blev det til i Vækstfonden, inden hun skiftede til en stilling som vicedirektør i Danish Bio Commodities for primært at arbejde med ledelse og forretningsudvikling inden for biogas. Senest har Lene Hovmøller haft ansvaret for landbrugsområdet i Nykredit.

Formanden for bestyrelsen i Spiras, Henrik Jessen, er glad for at kunne byde Lene Hovmøller velkommen ombord hos Spiras.

- Vi har haft et rigtigt stærkt kandidatfelt. I bestyrelsen har vi lagt vægt på at finde en person, der både kan stå i spidsen for at drive forretningen og samtidig kan tale i øjenhøjde med vores personale og lytte, så vores fusion bliver kørt sikkert i mål. Samtidig er det vigtigt, at vores nye direktør kan møde kunder og medlemmer og forstå, hvad de efterspørger både i dag og i fremtiden. Her er Lene den helt rigtige profil, der både snakker med den enkelte og har visioner for branchen, og hun har fordelen, at hun har rødder i landbruget og kulturen. Både Lene og bestyrelsen er super motiveret for at komme i gang, så det glæder vi os meget til, siger han.

Medarbejderne i Spiras, som er fordelt på lokationer i Kolding, Odense, Vojens og Aabenraa, blev orienteret om valget af den nye administrerende direktør torsdag formiddag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For Lene Hovmøller, der privat bor med sin familie i Viborg, er den kommende udfordring noget af et drømmejob:

- Det er et kæmpe privilegie at få lov at arbejde med de ting, som jeg virkelig brænder for - nemlig landbruget og mennesker. Det at skabe resultater og få ting til at ske sammen med dygtige og engagerede mennesker får mit smil til at blive ekstra bredt. Spiras er en utrolig spændende virksomhed, og jeg glæder mig til at bygge videre på det fælles fundament sammen med medarbejderne, bestyrelsen og medlemmerne. Det fælles fundament som skal sikre stærke værditilbud til vores kunder nu og i fremtiden, siger hun.

Lene Hovmøller tager over efter Niels Peter Madsen, som siden fusionen har været konstitueret administrerende direktør.