Lyt til artiklen:

Friland henter topchef i Kina

00:00
Hastighed: ???x
03:02

Danish Crowns økologiske selskab Friland går ind i det nye år med en ny direktør. Claus Hein skal nu prøve kræfter med posten som direktør for europæisk detailsalg i Danish Crown.

Han afløses af Søren Tinggaard, der vender hjem til Danmark efter fire år i Kina, skriver Friland i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Friland sælger et produkt der i høj grad er værdibaseret. Kunderne og forbrugerne vælger Frilands produkter til, fordi de kan noget ekstra på særligt dyrevelfærd og en meget stor del er også økologisk, så jeg ser frem til at arbejde for at løfte værdien på vores leverandørers råvarer, siger Søren Tinggaard.

Søren Tinggaard afløser Claus Hein, der nu er klar til at skrive et nyt kapitel i sin 24 år lange Danish Crown-karriere. Han begyndte som sælger til den danske detailhandel på grisekød og sluttede som salgsdirektør, inden han efter en kort periode uden for koncernen blev salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Siden 2019 har han været direktør for Friland, og han lægger ikke skjul på, at det bliver svært at sige farvel til de dedikerede Friland-leverandører.

- Jeg har nydt det tætte samarbejde med bestyrelsen, leverandørerne og selvfølgelig medarbejderne i Friland, men jeg har imidlertid fået en mulighed, som jeg ikke kan sige nej til. Jobbet som direktør for det europæiske detailsalg er et drømmejob for mig, fordi jeg både får mulighed for at gøre brug af alt den erfaring, jeg har fået over årene og samtidig får en ny udfordring, som handler om at øge vores salg til detailhandlen i Europa, siger Claus Hein.

Formand for Friland, Peter Fallesen Ravn har forståelse for Claus Heins beslutning og sender ham videre i koncernen med et flot skudsmål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krigen i Ukraine

- Frilands leverandører har meget at takke Claus Hein for. Han har ydet en enorm indsats for at sikre og løfte værdien af Frilands produkter. Det er der selvfølgelig blevet lagt mærke til, og derfor er det helt naturligt, at han nu får tilbudt nye udfordring. Jeg glæder mig samtidig over, at vi allerede nu har hans afløser på plads, for Friland er fortsat udfordret af det skifte i forbrugernes indkøbsmønstre, som blev udløst af krigen i Ukraine, siger Peter Fallesen Ravn.

Søren Tinggaard har ligesom Claus Hein en bred erfaring i Danish Crown. Han kender alle hjørner af koncernen og var i en årrække underdirektør i Danish Crown Porks salgsafdeling, indtil han sagde ja til en stilling som leder af Danish Crowns salgskontor i Shanghai.

- Friland er på mange måder en virksomhed i virksomheden, fordi Friland har sin egen bestyrelse, egen leverandørgruppe, egen organisation osv. Det bliver virkeligt spændende at kunne arbejde med hele værdikæden og ikke mindst at komme helt tæt på Frilands leverandører, siger Søren Tinggaard.