Selvejet for danske landmænd er ikke den eneste mulighed i fremtiden. Det anerkender og erkender danske landmænd og landbrugselever, viser en rundspørge, som er foretaget af Videncentret for Landbrug.

Analysen viser, at landmænd og landbrugselever helst vil eje deres gård selv. De kommende landmænd er dog i høj grad villige til at overveje andre ejerformer, mens de ældre holder fast i selvejet, som den eneste brugbare model.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De store er positive

Landmænd med store bedrifter er mere åbne for nye ejerformer, end ejere af mindre landbrug. 3.000 landmænd og landbrugsstuderende er blevet spurgt.

- Der er udsigt til forandringer i landbruget. Udviklingen i erhvervet med stadig større bedrifter, i kombination med den økonomiske situation, betyder, at det i høj grad er relevant at tænke i alternative ejerformer og finansiering, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret i en pressemeddelelse.

Ni ud af ti: Selveje

I øjeblikket er over 90 procent af de danske landbrug drevet som klassisk selveje. Og står det til landmænd, unge som mere modne, så skal det altså også være sådan i fremtiden. Således foretrækker ni ud af ti af de etablerede landmænd selvejet som den foretrukne ejerform. Blandt de landbrugsstuderende gælder det otte ud af ti.

Fire ud af fem studerende kan dog godt forestille sig at drive landbrug efter andre modeller, hvis selveje ikke er muligt. Det kan kun under halvdelen af de etablerede landmænd til gengæld acceptere.

De vil bestemme

- Til trods for de unges relativt positive tilgang til nye ejerformer, så viser undersøgelsen, at det er et kardinalpunkt for langt de fleste, at de har den bestemmende indflydelse, siger Klaus Kaiser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Således er kun 18 procent af de studerende interesseret i at drive landbrug, hvis de ikke sidder med den bestemmende indflydelse i virksomheden. For de etablerede landmænd er tanken om ikke at sidde for bordenden helt uspiselig. Kun en ud af tyve er indstillet på at arbejde som landmand i en model, hvor de ikke selv har den bestemmende indflydelse, siger han.