Gå direkte ind i kabinen og start den selvkørende sprøjte op - hæv styrehuset og hiv platformen ind - så er du kørende. Nogenlunde sådan er opskriften, hvis du skal ud at køre med Berthouds selvkørende sprøjte ved navn Raptor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprøjten kan fremover nemlig leveres med en speciel frontmonteret kabine, der kan hæves og sænkes efter behov - og som kan sænkes helt ned til jordhøjde, hvis det er nødvendigt. Dermed kan man gå direkte ind i kabinen, uden at skulle kravle op af trappen op til førerhuset.

Hvis du vælger Raptor'en med den specielle kabine, føjes et FC til i modelbetegnelsen. Kabinen er designet af Claas og giver ifølge Berthoud et formidabelt udsyn, samtidig med at sprøjteføreren hele tiden kan regulere kabinens højde, så den passer bedst muligt til den afgrøde, der køres i.

Ganbro og gelænder kører ud automatisk

Førerkabinen er monteret med en gangbro og gelænder, hvorfra man også kan gå videre op på en gangbro på siden af maskinen. Når kabinen sænkes helt ned til jorden, skydes gangbro og gelænder automatisk ud, så der er plads til at chaufføren kan gå bag ud af gangbroen for maskinens forhjul.

På den modsatte side af Raptor er der en hydraulisk stige, der kan foldes ud efter behov.

Raptor FC leveres ligeledes med Berthouds nye isobus terminal E.C. Tronic, som byder på en programmerbar funktionsautomatik, automatisk regulering af bomhøjden, automatisk afblænding af sektioner via gps og variabel dosering via data fra markkort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med til terminalen følger også et trådløst joystick, der betjener samtlige af sprøjtens hydrauliske funktioner. Den kan også åbne og lukke for sprøjtens sektionsventiler og hovedhanen. Ifølge Berthoud virker den trådløse forbindelse op til 20 meter.

Raptor FC fås i tre forskellige modeller, hvor tankstørrelsen adskiller maskinerne. Tankindholdet er henholdsvis 3.200, 4.200 eller 5.200 liter. Programmet af bomme til Raptor spænder fra 24 til 42 meter.