Et stærkere EU-logo og en styrket troværdighed for økologien. Det er to mærkesager, som Landbrug & Fødevarer i dag satte på dagsordenen i Bruxelles. Her var organisationen, som en del af Danmarks EU-formandskab, vært ved en konference om økologi. 

- De danske fødevarevirksomheder og landbruget er rigtig langt fremme med at producere økologisk, og derfor vil vi gerne være med til at drive en europæisk udvikling, og højere troværdighed og et styrket logo er vigtige redskaber til at styrke økologien i EU, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun deltog i dag på konferencen sammen med blandt andre den danske fødevareminister, europa-parlamentariker Christel Schaldemose og flere andre EU-politikere fra forskellige medlemslande. 

Tydeligt brand

I EU forbereder man i øjeblikket en evalueringsrapport af Kommissionen indsats på økologien. Rapporten ventes at være klar i maj og skal danne grundlag for den videre indsats i EU.

I Landbrug & Fødevarer håber man, at EU til den tid er indstillet på at give økologien et løft. Blandt andet fordi organisationen ser et stort potentiale for at øge den danske øko-eksport, der de seneste fem år er vokset fra 252 millioner kroner til 857 millioner kroner i 2010.

Her ville en styrkelse af EU’s økologi-logo - et lille blad, formet i stjerner - være et vigtigt redskab.

- Et stærkere økologi-logo vil gøre økologien tydeligere i butikkerne. Hvis vi kan anvende et kendt mærke, og økologien kan blive et europæisk brand, ville det være en løftestang for de danske økologiske eksportører, forklarer Kirsten Lund Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

EU’s økologilogo blev indført i 2010. Det er i dag obligatorisk for producenterne at benytte, men i modsætning til det danske røde ø-mærke, som er kendt af 96 procent af danskerne, er der meget få europæere, som ved hvad EU-bladet står for. 

Derfor mener Kirsten Lund Jensen, at EU først og fremmest skal ud og promovere det nye logo, så langt flere forbrugere i EU ved, hvad det står for.