Kapitlet om kvælstof skal fjernes fra vandplanerne, mener Bæredygtigt Landbrug.

Regeringen har besluttet, at inden årsskiftet skal Danmark indsende sine vandplaner til EU for at leve op til EU's vandrammedirektiv. Det får nu Bæredygtigt Landbrug til at forlange en evaluering af kvælstofreduktionens effekt på vandmiljøet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Konsekvenserne af kvælstofbegrænsningen er aldrig blevet evalueret grundigt, og derfor mener Bæredygtigt Landbrug, at kvælstofkapitlet skal fjernes fra de aktuelle vandplaner, siger Vagn Lundsteen, direktør for Bæredygtigt Landbrug, og fortsætter:

- Da der hersker så stor usikkerhed om, hvor langt vi er nået i begrænsningen af kvælstof til de indre danske farvande, og da vi er usikre på om effekten af at begrænse kvælstof afstedkommer nogen kvalitetsforbedringer i forhold til vandmiljøet, mener vi, at kvælstof skal trækkes ud af den vandmiljøplan, som skal sendes til EU inden årsskiftet.

Kvælstof kan reduceres senere om nødvendigt

Udledningen af kvælstof fra de danske landbrugsjorde er mere end halveret siden vandmiljøplanerne blev implementeret i 1987, og i de vandmiljøplaner, som nu ligger klar til afsendelse i miljøministeriet, fremgår det, at dansk landbrug frem til december 2015 yderligere skal reducere kvælstofudledningen med mindst 9.000 tons.

- Bæredygtigt Landbrug opfordrer til, at miljøminister Ida Auken (SF) igangsætter en tilbundsgående evaluering af kvælstofreduktionernes effekt på de indre danske farvande, inden man hovedløst sætter flere restriktioner op for landbrugsproduktionen i Danmark, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

- Hvis kvælstofreduktionen fjernes fra vandmiljøudspillet, giver det os seks år til at få styr på effekten af kvælstofpåvirkningen, og hvis der – mod forventning – skulle være en effekt på vandmiljøet, kan kvælstof indgå i vandplanerne fra næste periode fra 2015 til 2021, siger Vagn Lundsteen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøminister Ida Auken var torsdag den 17. november kaldt i samråd i Folketingets Miljøudvalg, og her kunne ministeren ikke svare på, om bordet fanger, så medlemslandene ikke senere hen kan lempe på målsætningerne, når vandplanerne først er EU i hænde.

- Danmark risikerer altså, at forhastede stramninger i vandplanerne kommer til at koste landbruget dyrt, selvom der aldrig er blevet påvist, at de vil føre til forbedringer for vandmiljøet, lyder advarslen fra Bæredygtigt Landbrug.