Tyske Claas skifter ud i motorrummet fra næste år. Koncernen fjerner de dobbelte sekscylindrede Mercedes-Benz-motorer i de to største modeller i Jaguar-serien af selvkørende finsnittere, Jaguar 970 og Jaguar 980, og erstatter dem med en enkelt én af slagsen fra MAN.

 Det er ikke så meget effekten, Claas går på kompromis med – for en V12 MAN i Jaguar 980 anno 2012 vil yde 884 hestekræfter, mens den lidt mindre Jaguar 970 får en V8 ligeledes fra Man med 775 hestekræfter. Valget sker helt konsekvent, fordi Claas på den måde kan undgå de strenge emissionskrav.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Motorer på over 560 kilowatt har ikke de samme strenge krav til udstødningsgassen, som motorer under 560 kilowatt. Ved at have to små motorer vil begge motorer skulle leve op til de såkaldte Tier/Stage-krav, men ved at have én motor over 560 kilowatt slipper vi for disse krav. Det er hele humlen i skiftet, forklarer Jörg Huthmann fra Claas.

Han forklarer ligeledes, at Mercedes-Benz på nuværende tidspunkt ikke har en motor, der kan passe ind som ”single motor” i de store modeller i Jaguar-serien og matche Claas’ krav på de store snittere. Derfor er valget indtil videre faldet på MAN.

De resterende fire modeller i Claas Jaguar-serien, 960, 950, 940 og 930 fortsætter i 2012 med Mercedes i motorrummet - i de tre af modellerne en V8-motor, mens den mindste 930 fortsætter med en række-sekser.

Tyske Krone, der ligeledes producerer selvkørende finsnittere, foretog sidste år samme manøvre på de modeller af snittere, der kørte med to motorer - ligeledes til fordel for nye motorer fra MAN.

10 forskellige effekt intervaller

Claas har hidtil slået på, at de to modeller med to motorer har kunnet nøjes med at køre med én motor ved lette opgaver og på den måde spare brændstof. Den salgstale kan virksomheden ikke bruge på de nye modeller. Men det er slet ikke nødvendigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

MAN-motoren er så sofistikeret, at den helt automatisk justerer antallet af hestekræfter ud fra behovet – hvilket er en helt ny måde at styre tingene på.

- Helt konkret har motoren 10 effekttrin. Det optimale omdrejningstal er 1.800 motoromdrejninger, men så snart motoren kommer under dette tal – for eksempel hvis mængden af materiale vokser, registrerer motorstyringen dette og skruer op for ydelsen på motoren i trin fra 1 til 10. På den måde har vi en motor, der går fra et lavt antal hestekræfter til maksimale 884 af slagsen på Jaguar 980, når der er brug for dem, fortæller Horst Biere fra Claas.

Så snart belastningen falder igen, regulerer motorstyringen ydelsen ned igen, så maskinen belastes, og motoren falder til et brændstoføkonomisk optimalt punkt på 1.800 omdrejninger.

Systemet hedder Dynamic Power og vil blive vist første gang på Agritechnica til november.

Snitter nummer 30.000

På Agritechnica viser Claas også en ny type corn-cracker MCC, der har en større diameter på valserne i forhold til Claas' normale corn-cracker. Ifølge Claas skulle den nye model være mere universel og kunne klare flere forskellige slags afgrøder, og kapaciteten i selve corn-crackeren skulle også være højere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig får Claas Jaguar fra næste år opdateret software til Cebis-terminalen, hvilket giver nye funktioner for brugeren.

Jaguar finsnitterne får også mulighed for en NIR-sensor, der både måler tørstofindhold, indholdet protein og råaske i materialet. NIR-sensoren er placeret i tuden på snitteren.

- Det er en stor fordel for især biogas-virksomhederne. Men landmænd har også gavn af systemet, vurderer Horst Biere. 

Claas viser sandsynligvis også nye dæk-dimensioner til finsnitterne på Agritechnica, og med dem følger muligheden for et system, der automatisk kan regulere lufttrykket i dækkene på den forreste aksel under kørsel.

Claas har også et ekstra trækplaster på Agritechncia. På udstillingen viser virksomheden finsnitter nummer 30.000

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden 1972 er der produceret selvkørende finsnittere på fabrikken i Harsewinkel, og nu runder produktionen altså 30.000. Finsnitteren med det lidt eksklusive produktionsnummer vil være på Claas' stand under udstillingen, og den vil have en speciel lakering, der ifølge Claas vil få den til at skille sig ud fra de andre maskiner på standen.