Nu på fredag den 28. oktober finder 2. udgave af Fabriks DM i pløjning sted på Fyn sideløbende med det traditionelle pløje DM.

En af de i alt seks deltagere til Fabriks DM i pløjning 2011 er Pöttinger. Værktøjet til at erobre en topplacering er en Pöttinger Servo 45 SNP vendeplov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ploven har hydraulisk variabel furebredde, hydrauliske stenudløsere og hydraulisk landhjul. Som noget lidt specielt er den fem-furede plov udstyret med et patenteret vægtoverføringssystem, som gør det muligt at overføre ekstra vægt fra ploven til traktorens baghjul.

- Har I nogen forventninger eller mål til dette års mesterskab, når det gælder placering?

- Vi skal gøre det bedre end for to år siden. Dengang sluttede vi nummer to fra bunden, fortæller Anders Højte Hansen, Pöttingers ansvarlige for det danske marked.

- Men nogen topplacering satser vi omvendt heller ikke på. Så skal vi gøre meget mere ud af det. Andre fabrikanter trænede i flere dage og havde erfarne konkurrencepløjere på traktorerne for to år siden, og det kan vi nok ikke hamle op med, hvis det sker igen.

- Vi har fundet en god mand, der har erfaring fra landbruget, til at pløje, og så satser vi på at lande på en fornuftig placering, fortsætter Anders Højte Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Monterer i ekstraudstyr på ploven?

- Vi sætter måske fureknive på ploven samt et rulleskær til den bagerste fure. Det er det. Vi vil ikke montere rulleskær på alle furer, for der er ingen landmænd, der benytter det i praksis – og hele ideen med konkurrencen er jo at vise, hvordan en traditionel plov med standardudstyr pløjer. Den, som landmanden køber hos sin forhandler, siger Lars Andreasen, produktspecialist hos Pöttinger.

- Hvad synes i om arrangementet?

- Det er et godt initiativ. Der findes ikke andre steder, hvor landmænd kan se forskellige mærker af plove i konkurrence mod hinanden på den samme mark med samme jordtype. Det giver god mulighed for at se, hvordan hver enkel plov adskiller sig, mener Anders Højte Hansen, der også giver pløjekonkurrencen højere karakter end en maskindemo med et lille frimærke af jord, der vendes til uigenkendelighed i løbet af en dag.

Maskinbladet vil i løbet af de næste par dage præsentere alle seks deltagere i Fabriks DM i pløjning 2011 her på hjemmesiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pöttinger Servo 45 SNP

Antal furer:             5

Fureafstand, cm:            95

Rammehøjde, cm:            80

Variabel furebredde, tommer:            10-22