De danske landmænd vil få 12,2 procent lavere støtte under det nye regelsæt for EU's landbrugspolitik, som Kommissionen præsenterer i dag. 

Det fremgår af en rapport udarbejdet af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet (S&D), der har målt, hvad indflydelse den foreslåede fordelingsnøgle vil have på størrelsen på de enkelte landes direkte betalinger under de kommende syv års landbrugspolitik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed er Danmark den tredjestørste taber i det omfordelingsspil, der skal udjævne lidt på de enorme forskelle i støtte pr. hektar inden for unionen. Kun overgået af Holland og Belgien.

- Der er ingen tvivl om, at Danmark kommer til at tabe på det her. Men når flere af de andre skal have en større andel, så er der nogle af dem, der får mest, der må betale, siger Christel Schaldemose, der sidder i EU-Parlamentet for Socialdemokraterne. 

- Og danske landmænd har jo fået en meget høj andel af støtten indtil videre, så derfor synes jeg, at det er ok, at vi taber lidt af det nu, siger hun.

Det er særligt de baltiske lande, der får fordel af omfordelingen. Blandt andet kan Letland se frem til en 36,5 procents forhøjelse over perioden. Men eftersom de lettiske bønder på nuværende tidspunkt kun henter cirka 100 euro pr. hektar – under en tredjedel af deres danske kolleger – så vil de også i fremtiden få langt færre midler.