To brune bananer, en liter mælk med overskreden dato og gårsdagens lasagne. Det er eksempler på, hvad der dagligt smides ud i danske hjem. Faktisk ender 20 procent af en dansk families indkøb i skraldespanden, viser beregninger lavet af Landbrug & Fødevarer ifølge lf.dk.

Også i andre lande smides meget mad i skraldespanden, og det vil EU lave om på. Et udvalg i Europa-Parlamentet er kommet med otte tiltag, som skal nedbringe spildet af fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Forslagene lægger op til, at forbrugerne skal have mere viden, og det er en tydelig ambition, at detailhandlen skal blive bedre til at planlægge deres indkøb, så de får solgt ud på deres hylder. Ligesom herhjemme er holdbarhedsdatoer et varmt emne, men man må nok konstatere, at udvalget ikke er særlig konkrete i deres løsningsforslag. Det bliver lidt ved hensigten, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Klaus Jørgensen til foodculture.dk.

Ingen mængderabatter, tak

Han bakkes op af Socialdemokraternes Christel Schaldemose, som sidder med i det udvalg, der er kommet med de otte tiltag. Også hun efterlyser et mere kontant udspil.

- Jeg mener, der er for mange hensigtserklæringer i stedet for konkrete tiltag. Derfor er jeg kommet med forslag til ændringer. Der skal være økonomisk incitament for at mindske fødevarespildet hos detailhandlen og i industrien, og så skal forbrugeren ikke fristes af f.eks. mængderabatter og kæmpe portioner, siger europa-parlamentarikeren ifølge lf.dk. 

Hun foreslår, at madspildet sænkes gennem bedre oplysning til forbrugerne, tilpassede portionsstørrelser og rabat på udløbende varer.