Forholdet mellem miljøminister Karen Ellemann (V) og Danmarks Naturfredningsforening er så dårligt, at ministeren i skarpe vendinger går i rette med foreningens "usaglige kritik" af regeringens miljøpolitik. Det skriver Berlingske Tidende.

Danmarks Naturfredningsforening har på en række områder kritiseret Karen Ellemann og endda anklaget hende for at bryde ministeransvarsloven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men nu har miljøministeren, der har siddet på posten siden slutningen af februar 2010, fået nok af foreningens angreb. Hun vil have nye toner og en mindre krigerisk stil i anledning af Danmarks Naturfredningsforenings 100-årsjubilæum.

- Jeg har oplevet Danmarks Naturfredningsforening som meget konfrontatoriske. De er i konstant opposition til det, vi laver, og bruger en ukonstruktiv og unødvendigt hård retorik. De er en umådeligt vigtig part i hele natur- og miljødebatten. Derfor håber jeg, at vi snart kan få et ordentligt samarbejde op at stå, siger Karen Ellemann til Berlingske.

Kritikken tager Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, helt roligt.

- Jeg har kun holdt ét møde med miljøministeren i løbet af det sidste år. Det kan jeg kun tage som udtryk for, at hun ikke er interesseret i at lytte til os, fordi vi ikke kan bakke op om regeringens miljøpolitik op. Derfor finder jeg det meget mærkeligt, at hun melder så hårdt ud, og jeg kan kun tolke det som et forsøg på at hente stemmer til det næste folketingsvalg, siger Ella Maria Bisschop-Larsen til Berlingske.