En gruppe østjyske landmænd vil på fredag den 4. februar klokken 13.00 manifestere deres utilfredshed med Grøn Vækst ved et stort møde på Bygholm Landbrugsskole.

De har lejet landbrugsskolens store sal, hvor der er plads til 800, og der er lagt op til, at mellem 200 og 400 af deltagerne kommer kørende til mødet på deres traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mødet er kommet i stand på initiativ af en gruppe landmænd, som ifølge gruppens talsmand, Henrik Brix, ønsker at gøre politikere og almindelige danskere opmærksomme på, hvor alvorlige konsekvenser Grøn Vækst vil få for landbruget og det danske samfund.

- Vi håber på stor opbakning, og at ikke kun landmænd, men også ikke-landmænd deltager i mødet, for det er dem uden for erhvervet, det er vigtigst at få fortalt om situationen, siger Henrik Brix.

Mellem 200 og 400 traktorer

Da mødet indledes på Bygholm Landbrugsskole klokken 13, forventer Henrik Brix, at traktorerne vil strømme til fra omkring klokken 12. Han forventer mellem 200 og 400 traktorer.

- Vi dækker jo et stort område fra Fredericia i syd til oppe omkring Århus i nord og fra Give i vest til Kattegat i øst. De mange traktorer vil derfor kommer fra fire verdenshjørner, siger han.

Han understreger, at det hele vil blive anmeldt til politiet, og arrangørerne har da også lagt vægt på, at alle traktorer skal være lovlige og køre lovligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil ingen episoder have, siger han.

Opbakning til organisation

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har taget initiativ til mødet i utilfredshed med vores generelle organisationer. Mødet er et udtryk for 100 procent opbakning fra organisationernes græsrødder til vore folkevalgte organisationsfolk i deres kamp for at få regeringen og folketingspolitikerne til at forstå, at Grøn Vækst er dødelig alvor.

- Vi bor i et område, hvor ikke engang en respirator vil kunne holde liv i os, hvis Grøn Vækst vedtages, siger Henrik Brix.

Han lægger vægt på, at hr. og fru Danmark forstår, at oplægget til Grøn Vækst ikke vil gøre det muligt fortsat at kunne købe danske fødevarer.

- Det bliver ikke muligt at producere fødevarer, og ingen vil have lyst til det længere i Danmark, siger Henrik Brix.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regler og restriktioner

Henrik Brix forstår ikke, at planerne i Grøn Vækst kan komme på tale.

- Jeg kan ikke fatte, at nogen kan være så uansvarlig. Landbruget skylder 350 milliarder kroner, og hvis landbruget ikke kan eksistere, er der kun hr. og fru Danmark til at betale, siger han.

- Man skal også tænke på, at meget af landbrugets gæld skyldes en masse regler og restriktioner for erhvervet. Eksempelvis krav om, hvor meget jord man skal råde over som ejer og gennem forpagtning for at have husdyrproduktion, og det har tvunget mange til at investere i dyr jord, siger han.

Han peger også på, at der desuden hele tiden kommer nye krav om teknik, som landbruget skal investere i.

- Senest er der kommet krav om nedfældning af gylle. Og så er der også voldsomme krav til de kontormæssige opgaver. Vi har hidtil pænt bøjet hovedet for kravene og sagt javel, hr. minister, men nu kan vi ikke betale mere, og der er heller ikke økonomisk vilje fra vores kreditgivere til at bidrage. Vi skal også huske 2013-problematikken, hvor 50 procent af landbrugene med søer endnu ikke har investeret i systemer til løse søer, siger Henrik Brix.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bredt sammensat panel

Til mødet på Bygholm Landbrugsskole har arrangørerne lavet aftaler med følgende: Finn Pedersen, formand for Østjysk Landboforening, som byder velkommen og runder af. Ordstyrer er mediedirigent Gudrun Andreasen, Maskinbladet.

Panelet består af biolog Klaus Madsen, Kolding Kommune, Børge Nielsen, agronom og biolog, LRØ, svineproducent Henrik Enderlein, fagforeningsformand Ole Wehlast, NNF, chefkonsulent Leif Knudsen, Skejby, og Anders Samuelsen, Liberal Alliance.

Desuden er fødevareminister Henrik Høegh (V) indbudt, og han arbejder på at få plads i sin kalender til at deltage.

Det er muligt at læse om arrangementet på www.traktorinfo.dk