I november sidste år var Bovilogisk på besøg på Tvingbro ved Præstø på Sydsjælland, hvor far og datter - Preben og Mette Tving Andersen - viste deres endnu ufærdige robotstald frem. Stalden blev taget i brug en uge før planlagt, og Mette Tving Andersen må tænke sig grunddigt om for at huske, om indkøringen af robotterne voldte særlige eller uforudsete problemer. Nej, indkøringen af de tre DeLaval-robotter gik uden de store vanskeligheder.

- Vi har ikke kunnet klage over teknikken. Det har faktisk virket, som det skulle, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mette Tving Andersen og hendes far valgte at starte alle tre robotter ved indkøringen, selvom de knap 100 køer, der flyttede fra den gamle stald, godt kunne nøjes med to robotter.

Lidt ekstra hjælp

Den dag, robotterne skulle tages i brug, malkede de sent til aften i den gamle stald, og når køerne var malket, blev de flyttet direkte fra malkestalden ud i kreaturvognen og kørt op i den nye stald. Næste morgen startede indmalkningen klokken 7.30, og klokken 15.00 havde alle køerne været igennem. Efter aftensmad startede de igen med at få køerne igennem robotterne, og denne gang var de færdige klokken to om natten.

- Vi var fem-seks mand ekstra til at hjælpe med indmalkning, men efter en uge var vi os selv igen, fortæller Mette Tving Andersen

Før indmalkningen havde hun hjulpet en nabo med at starte hans robotter til 400 køer, og på den måde var hun godt forberedt til indkøringen hjemme.

- Jeg havde set, hvordan det skulle gøres, og jeg var forberedt på, hvad der kunne gå galt, fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men ifølge Mette Tving Andersen gjorde det også indkøringen nemmere, at der på Tvingbro kun var 100 køer og ikke 400, så de ikke behøvede at starte forfra igen, så snart den sidste ko var malket.

Malkerobotter på tv

Nu er det blevet hverdag i den nye stald, og Mette Tving Andersen fråser ikke med fridagene, for der er nok at se til med at passe de nu 200 jerseykøer.

Nogle har måske i øvrigt også set Mette og hendes far i udsendelsen ”Pigen og Robotterne” på LandTV, som også har besøgt den nye stald.

Læs mere om Mettes erfaringer med den nye stald i næste nummer af Bovilogisk, der udkommer den 18. juni. Abonnement kan bestilles på 7620 7970 eller www.bovilogisk.dk.