Lyt til artiklen:

Ingen tempo-bonus før sidst i februar

00:00
Hastighed: ???x
02:56

John Papsø, der repræsenterer cirka 400 minkavlere i det midtjyske, har svært ved at forstå, hvorfor Fødevarestyrelsen først nu - tre måneder efter de første mink blev aflivet - går i gang med at oprette en operativ enhed, der skal sagsbehandle de mange udbetalinger.

Onsdag eftermiddag havde Fødevarestyrelsen inviteret landets minkavlere til at deltage i et virtuelt orienteringsmøde om udbetalingerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der kom faktisk ikke noget nyt ud på mødet. Alle de ting, de nævnte, stod i forvejen på deres hjemmeside. Så vi blev ikke så meget klogere, siger John Papsø, formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforeninger og næstformand i Kopenhagen Fur.

Fødevarestyrelsen kunne på mødet ikke love avlerne, at der er penge på vej. De kunne blot oplyse, at de skal have den nye enhed til at fungere, inden de er klar med sagsbehandling og klar til udbetaling af både erstatning for skind og tempo-bonus.

- Jeg er faktisk meget skuffet. De har haft tre måneder til at få en sådan en enhed klar. Hvorfor er der ikke sket noget før nu?, spørger formanden, der selv havde 5.000 tæver på sin farm Duelund Mink & Vildt ved Kjellerup.

- De sagde på mødet, at de håber, at de kan starte med at udbetale nogle avlere tempo-bonus i slutningen af februar, så det har lange udsigter, inden alle har fået deres tempo-bonus. Der ud over nævnte de også, at de har IT-udfordringer med at indsamle alle data fra aflivningerne, siger John Papsø.

Formanden er skuffet over myndighedernes håndtering af hele minksagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forventninger til fødevareministeren

- Nu har vi endda fået ny fødevareminister, der har givet udtryk for at han vil sørge for at vi får vores penge hurtigst muligt. Erhvervsminister Simon Kollerup lovede også, at vi i løbet af 14 dage ville få vores penge, siger formanden.

Minkavlerne har kun hovedrysten tilovers for regeringen og Fødevarestyrelsen.

- Vi har hele vejen igennem gjort, som de har bedt os om, og stolet på deres beslutninger og løfter. Vi troede i første omgang på, at de havde lovgivningen til aflivningerne på plads. Vi udførte opgaven med aflivningerne af hensyn til folkesundheden, men nu viser det sig, at flere eksperter sår tvivl om farligheden af mink-varianten. De lovede, at vi ville få vores penge for både aflivning, rengøring, erstatning for skindene, som nu ligger i store grave, og en form for ekspropriering, men indtil videre har vi intet set, siger John Papsø.

Enkelte avlere, der har sendt regninger til Fødevarestyrelsen, har fået betaling for lønninger i forbindelse med aflivningerne.

- De lovede på mødet, at vi løbende fra nu vil få udbetalinger for lønninger i forbindelse med aflivning og rengøring. Og der er muligvis en aconto betaling på vej som erstatning for skindene i slutningen af februar. Men det er stadig skuffende langsomt, siger John Papsø.