Stigende priser efter udryddelsen af den danske minkproduktion, der hidtil har været verdens største, gør det attraktivt at fylde burene på farme hos kolleger i de øvrige minkproducerende lande lyder vurderingen fra Bruxelles fra Fur Europes kommunikationschef Mick Madsen.

- Der er produktionskapacitet faktisk i alle lande, der har en produktion, fordi vi i forvejen har reduceret produktionen fra sådan noget som 85. millioner ned til 40. millioner mink på verdensplan. Så der er produktionskapacitet derude, det bliver et spørgsmål om hvem der samler det op, for det bliver attraktivt at producere igen prismæssigt, fortæller Mick Madsen til Maskinbladet, og det kommer ikke til at tage mange år, før produktionen har udfyldt hullet i markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På grund af lave priser og fokus på udryddelse af sygdomme har alle lande over de sidste fem år reduceret produktionen, så principielt er der tomme bure klar til produktion i de øvrige lande, så ifølge Mick Madsen kan man få produktionen op i gear forholdsvis hurtigt.

- Der er jo et efterslæb, når man har en produktion med en cyklus på et år, så det vil tage noget tid, hvis man skal samle alt det op som er tabt med Danmark, lyder vurderingen fra Fur Europe, hvor Mick Madsen har en række bud på, hvem der kommer til at fylde burene først.

- I Europa er det først og fremmest lande som Finland, Litauen, Grækenland og Polen, men så er der også den kinesiske produktion, og der er mulighed for at øge produktionen i USA og Canada.

Og selvom lande som Polen har meldt ud, at en udfasning af minkproduktionen kan komme på tale, så kan det ændre sig, når verdens nu største producent af minkskind kan få stor gevinst af den danske deroute. For når efterspørgslen er der og priserne får et hop opad, så er spørgsmålet, om en nedlukning af pelsbranchen i Polen er vejen frem.

- Nu står de jo faktisk og bliver verdensledende med deres produktion. De har den største produktion i verden, og de ser ind i en helt anden økonomi, så jeg er ikke helt sikker på at Polen lukker ned, siger Mick Madsen som i forhold til de øvrige europæiske lande fortæller, at der fortsat er politisk opbakning til pelsproduktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politiske konsekvenser

Når Kopenhagen Fur trækker stikket og de magtfulde danske minkavlere er væk, forventer Fur Europe at Danmark trækker sig ud af det internationale bestyrelsesarbejde, og det vil sige at det bliver det finske auktionshus, Saga Furs som kommer til at udstikke kursen fremadrettet.

- Det betyder jo også, at vi mister en masse økonomi med den danske produktion, men det vi kan se ind i, det er jo voldsomme prisstigninger, og markedet har jo allerede reageret på det. Man kan se ude ved de kinesiske fabrikanter, at tilgangen af skind fra Europa bliver meget mindre det næste år, så det bliver også attraktivt at producere igen, og så er spørgsmålet jo hvem der samler den produktion op.

rich-media-3