Med et miljøledelsessystem kan man spare på driftsomkostningerne og minimere antallet af tilsynsbesøg fra kommunen.

Hvis man har et husdyrbrug af en vis størrelse, skal man have et såkaldt miljøledelsessystem. Det er et krav, som gælder alle, der har en paragraf 16a-miljøgodkendelse efter den nye godkendelsesordning, der trådte i kraft i 2017. Fra den 21. februar 2021 gælder kravet desuden for alle med en miljøgodkendelse - også paragraf 12-miljøgodkendelser efter det gamle godkendelsessystem.

Man slipper altså ikke udenom kravet om miljøledelse, medmindre ens produktion ikke kan kategoriseres som et IE-brug, og/eller man kun har en miljøtilladelse og ikke en miljøgodkendelse.

- Miljøledelse er slet ikke så slemt, og man kan vælge at se det som en mulighed. Et miljøledelsessystem kan sagtens vendes til egen fordel, for når der opnås besparelse på eksempelvis brændstof, vand og energi, er det ikke kun miljøet, der skånes - det er også pengepungen. Herudover indgår miljøledelse som en af de parametre, kommunen beregner bedriftens miljøscore ud fra. Det gælder, uanset om bedrifter er omfattet af kravet om miljøledelse eller ej. Jo lavere miljøscore, jo færre prioriterede tilsynsbesøg, siger Kamilla From-Nielsen fra Patriotisk Selskab.

En konkret handling for miljøet

Kravet om miljøledelse stammer fra EU og er indført for at gøre miljø til en del af beslutningsgrundlaget i den enkelte virksomheds ageren - på linje med for eksempel økonomi og sociale hensyn.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Miljøledelses handler med andre ord om at gøre en bevidst indsats for at passe bedre på miljøet, siger Kamilla From-Nielsen og fortsætter:

- Miljøledelse kræver selvfølgelig rent formelt, at man udarbejder nogle arbejdsdokumenter, men det behøver ikke at være kompliceret - tværtimod. Dokumenterne skal være simple og overskuelige for alle.

Miljøledelse kan ifølge Kamilla From-Nielsen indføres på alle bedriftsniveauer.

- Miljøhensyn bør både være en del af de daglige arbejdsrutiner og den mere overordnede retning, der sættes for virksomheden. Virksomhedens strategi kan derfor med fordel inddrages i miljøledelsessystemet for at opnå synergi mellem udviklingsplanerne. Det kan blandt andet være, hvis man i forvejen har planer om at etablere et gyllekølingsanlæg eller blot en ny pumpe til gyllekølingsanlægget, der er mere energibesparende - for eksempel en pumpe, der kan udnytte udendørsluft i vinterhalvåret frem for nedkølet luft. Det kan også være, hvis man har planer om at udskifte lys, ventilation, opvarmningskilder eller investere i vedvarende energi, siger Kamilla From-Nielsen.

Miljøledelse kræver dog ikke nødvendigvis dyre investeringer.

- Det kan også være, at man gerne vil måle på virksomhedens vand- eller brændstofforbrug gennem et år, så man kan få et overblik over, hvordan man kan spare - og året efter nedsætte forbruget. Eller måske man gerne vil indføre nogle nye tiltag, der kan gøre arbejdsmiljøet for medarbejderne bedre, fysisk og psykisk. Der er mange muligheder - og man kan arbejde med lige præcis det, der giver mest mening for én, siger Kamilla From-Nielsen.