Vådområder rammes ikke af ammoniakbegrænsning

En dugfrisk ændring i Naturtypebekendtgørelsen betyder, at naturbeskyttelseslovens paragraf 3 ikke gælder for tilstandsændringer, der opstår i forbindelse med en række naturtyper, som er kunstigt skabt efter aftale med en offentlig myndighed om at etablere et minivådområde.

I kunstigt anlagte vådområder er formålet at fjerne næringsstoffer fra landbrugsjord, men mange har været betænkelige ved at lave aftaler med offentlige myndigheder om den slags projekter, fordi et vådområde hurtigt kan ændre karakter og blive til natur, som i givet fald vil blive omfattet af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3.

Og såkaldt paragraf 3-natur kan hindre udvikling af landbrugsdriften, fordi ammoniakdeposition ifølge myndighedernes vurdering kan skade naturtilstanden.

Dermed har mange frygtet, at et vådområde, der udvikler sig til natur, kan blive en hindring for udvikling af landbrugsdriften, og det har fået mange til at holde igen med at indgå aftaler om vådområder.

Barriere fjernet

Men med den nye bekendtgørelse er der nu ryddet en betydelig barriere af vejen, fordi bekendtgørelsen klart fastslår, at natur, der er opstået i forbindelse med et vådområde, som er anlagt efter aftale med en offentlig myndighed, ikke er omfattet af Naturbeskyttelseslovens paragraf 3 i forhold til husdyrlovens ammoniakregler.

Ifølge Landbrug & Fødevarer er de nye regler et led i opfølgningen på landbrugsaftalen fra 2021 og gælder for alle arealer, der indgår i projekter, som omfatter udtagning af kulstofrige lavbundsjorde med over seks procent organisk kulstof, og som er aftalt efter 2014.