Lyt til artiklen:

Stort EU-klimaprojekt søger danske landmænd

00:00
Hastighed: ???x
03:06

Et nyt, stort anlagt EU-projekt vil udvikle landbrugets klimatiltag med deltagelse fra 80 partnere i 27 lande. Fra Danmark deltager Innovationscenter for Økologisk Landbrug i projektet, der bærer navnet "Climate Farm Demo", og nu er innovationscenteret på udkig efter danske, økologiske landmænd, der vil deltage i projektet, det skriver innovationscenteret i en pressemeddelelse.

Det EU-støttede projekt skal køre i syv år frem til og med 2029. Med afsæt i erfaringer fra landmænd på tværs af EU er formålet at finde de bedste redskaber til at mindske landbrugets klimaaftryk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sammen skal vi se på, hvordan vi kan reducere landbrugets CO2-aftryk, ved at få flere landmænd til at implementere klimatiltag. Vi skal også se på, hvordan vi kan tilpasse landbruget til de aktuelle klimaforandringer, som allerede er meget mærkbare for landbruget i for eksempel Sydeuropa. Så samlet set handler det om, hvordan vi bedst kan omstille landbruget på klimaets præmisser, uddyber Majken Husted, der er konsulent med speciale i klima- og bæredygtighedsanalyser hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

Landmænd som drivkraft

Centralt i projektet står 1.500 pilot demo farms, hvor hvor landmænd deltager i projektet med klimatiltag på deres bedrifter. Her er formålet at udveksle erfaringer fra landmand til landmand, så de kan udvikle sig og lære af hinandens praktiske erfaringer, forsøg og udfordringer.

Innovationscenter for Økologisk Landbrug er derfor nu på udkig efter 30 landmænd, der har lyst til at være med. Deltagerne vil blive værter for en række events, hvor landmænd kan blive klogere på klimatiltag ved at dele erfaringer og inspirere hinanden. Til gengæld får man som landmand adgang til ny viden og et netværk på tværs af EU.

- Tanken er, at læring fra landmand til landmand ofte fungerer bedre, end at der står en "udefra" og serverer en teori om, hvordan man bør gøre. Viden skal afprøves i praksis, og derfor er det den bedste vej til at skabe udvikling, når landmænd kan hente inspiration hos hinanden. Projektet vil netop fremme den måde at skabe udvikling på, så vi bedst muligt kan tilpasse landbruget til klimaforandringerne, forklarer Majken Husted.

Beregning af klimaaftryk

Projektet vil blandt andet skabe et samlet overblik over de værktøjer, der findes til at lave klimaberegninger og udveksle erfaringer om forskelle, fordele og ulemper ved de forskellige værktøjer på tværs af Europa. For at deltage som dansk landmand skal man have licens til værktøjet ESGreen Tool.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Danmark er vi rigtigt langt med at afprøve værktøjer til beregning af klimaaftryk, men vi kan altid blive bedre, og vi skal hele tiden udvikle os i samarbejde med andre lande, fortæller Majken Husted.

Senere i år begynder et lignende EU-projekt, der under navnet "Climate Smart Advisors" vil arbejde med videndeling og træning af landbrugsrådgivere på klimaområdet.