Lyt til artiklen:

Politik på skoleskemaet

00:00
Hastighed: ???x
01:54

- Vi skal have flere unge landmænd til at interessere sig for politisk interessevaretagelse. Det har vi brug for, så vi også i fremtiden kan være med til at påvirke udviklingen inden for vores erhverv.

Sådan siger Frede Lundgaard Madsen, der er formand for Landboforeningen Midtjylland. I samarbejde med Asmildkloster Landbrugsskole har han stået i spidsen for at gennemføre et undervisningsforløb over fire aftener om politisk interessevaretagelse. Ni agrarøkonomer gennemførte forløbet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Velas i en pressemeddelelse.

- Jeg er imponeret over den gejst og entusiasme, de unge gik til opgaven på, og hvor hurtige de var til at komme ind i stoffet. Jeg skulle ikke selv have deltaget alle fire aftener, men blev grebet af stemningen og de unges gå-på-mod, så jeg kunne ikke holde mig væk, fortæller Frede Lundgaard Madsen.

Flot arbejde

I løbet af de fire workshops skulle eleverne arbejde med en opgave i politisk interessevaretagelse. De skulle sætte sig et politiske mål, analysere interessenter og planlægge en kommunikationsindsats. Den sidste aften præsenterede de deres bud på, hvordan de ville løse opgaven. Velas havde doneret en check på 5.000 kroner til holdet med den bedste præsentation. Den blev overrakt af direktør Jan Winther.

- Alle tre grupper klarede det rigtig flot og fik stor ros af censorerne. Vi havde inviteret Kristian Pihl Lorentzen, folketingsmedlem, Anders Ahrenfeldt, næstformand i Landboforeningen Midtjylland, og Kristina Laursen, medlem af LandboUngdoms Politiske udvalg, til at vurdere præsentationerne. Det var spændende at lytte til de overvejelser, de unge mennesker havde gjort sig, slutter Frede Lundgaard Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Asmildkloster Landbrugsskole og Landboforeningen Midtjylland har givet hinanden håndslag på, at de vil fortsætte samarbejdet og gennemføre et tilsvarende forløb næste efterår.